Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sex..

Hey..

Jeg er 12 og har hele tiden lyst til sex..

Tror godt jeg må men min mor snakker ikke om sådan noget, min far er araber og vil først have at jeg har sex efter min bryllupsnat.. Eller på min bryllupsnat idc..

Men problemet er at jeg KONSTANT er “Liderlig” og tænker ikke på andet..

Har en veninde men samme “problem” og vi snakker tit om det.. Vi får tit “tilbud”, og vi er også begge klar men hun siger at hun først vil have det når jeg må.. Og hvis jeg først skal have det når jeg er i 30’ne så skal hun vente længe.. :/

Min pap far er meget åben og snakker tit om nøgenhed.. Hvilket min mor ikke gør..

Men hjælp.. Fordi jeg føler lidt at jeg er en klam billig tøs som konstant tænker på sex.. 🙁

Vil meget gerne hva et råd.. 🙂

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Det er helt almindeligt, at man begynder at blive liderlig og nysgerrig omkring sex og sin egen seksualitet når man er ved at nå den alder hvor man bliver teenager. Der er nogen som allerede bliver lidt nysgerrige når  de er på din alder og hos nogen kommer nysgerrigheden først senere. Man er ikke klam eller billig fordi at man tænker på sex. Det er helt naturligt for de fleste mennesker at tænke på sex.

Inden man begynder at have sex med andre, er det en rigtig god idé at man først eksperimenterer lidt med sig selv. Du kan eksperimentere ved f.eks. at røre ved dig selv, og på den måde finde ud af hvad du godt kan lide og ikke kan lide, og samtidig blive helt klar over hvor dine grænser går. Det er nemlig ret vigtigt at vide hvor ens grænser går inden at man har sex med andre.

Du skriver, at du ikke er helt sikker på om du godt må have sex. Når man er under 15 år gammel, så er man under det der hedder den ”seksuelle lavalder”. Det betyder, at det er ulovligt for personer der er over 15 år gammel at have sex med dig, og de kan faktisk blive straffet for at have sex med dig. Hvis det er en person der er under 15 år, er det ikke ulovligt for den person at have sex med dig.

Det er meget forskelligt hvornår unge har sex første gang. Det vigtigste er, at du ikke føler dig presset til det. Hverken af dem som giver dig tilbud eller af din veninde som føler sig klar til at have sex. Derudover er det vigtigt, at den du beslutter dig for at have sex med, er en som du stoler på og føler dig tryg ved, så du ved at dine grænser ikke bliver overskredet. De fleste starter med at lære hinanden lidt at kende over et stykke tid, før de begynder at kysse og måske røre lidt ved hinanden, og inden de taler om at have sex med hinanden.

Når det så er sagt, så synes jeg du er meget ung til at have sex, jeg kunne derfor godt tænke mig at du startede med at lære din egen krop at kende og ventede lidt med at involvere andre.

Jeg synes, at det er rigtig godt du taler med din veninde om sex og hvad I tænker omkring det. Det er nemlig rigtig godt at dele sine tanker med nogen, så  man ved at man ikke er den eneste der tænker på det. Måske kunne din veninde og dig læse lidt om sex og seksualitet sammen? Det kan I for eksempel gøre på http://www.sexlinien.dk/, som er en side til unge omkring sex.

Du skriver, at din far først vil have at du har sex på din bryllupsnat. Din far kan ikke bestemme om og hvornår du skal have sex, men jeg kan godt forstå hvis du tænker over hvad han har sagt. Måske du kunne tale med din mor omkring det? Du skriver, at du ikke rigtig taler med din mor om sådan noget, men at din papfar er ret åben. Tror du, at han kunne hjælpe dig lidt med at tale med din mor om det?

Det kan også være, at du mest har lyst til at tale med din mor om det når I bare er jer to. Er der mon tidspunkter, hvor du er alene med din mor og har mulighed for at tale med hende, uden at der er nogen som skal høre hvad I taler om? Måske du kan fortælle hende hvad din far har sagt, og spørge hende hvad hun synes om det? Og når I så først er begyndt at tale lidt om det, så er det nogen gange nemmere at tale videre og du kan måske spørge hende, hvad hun tænker om hvor gammel du skal være før du har sex?

Jeg håber, at du har fået de råd om det du søgte. Du er også altid velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen på 116 111. Dig og din veninde kan også skrive sammen på chatten eller ringe sammen, hvis I gerne begge vil høre svaret.

Kærligste Hilsner BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat