Kære dreng på 14
Tak for dit brev. Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Først vil jeg starte med at slå fast, at det er helt almindeligt, at man som 14-årig gør sig tanker om, hvordan det mon er at have sex med en pige. Faktisk er det nok de færreste på din alder, der ikke har haft nogle lignende tanker. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man nødvendigvis føler sig parat, når det kommer til stykket.
Som du selv skriver, er det stor forskel på, hvor gammel man er, når man har sex for første gang. I Danmark ligger gennemsnittet omkring de 16 år. Men som du måske godt ved, så siger et gennemsnit jo som nævnt noget om ”gennemsnittet”. Det betyder med andre ord, at der også er unge, der har sex tidligere og nogle, der har det meget senere.
Der er mange forskellige ting, der er afgørende for, hvornår man har sex for første gang. Som du skriver, vil du gerne prøve sex med ”en sød pige” – og det forudsætter jo, at man starter med at finde en pige, som man med tiden kan blive glad og tryg ved. Det er ikke sikkert, at første gang skal være med en kæreste, men det er vigtigt, at det er med en person, man er tryg ved – ellers ender det med at være en dårlig oplevelse, som i værste fald kan ende med at give en helt forkert forståelse af, hvad sex kan være – og det vil jo være rigtig ærgerligt.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du er nysgerrig og glæder dig til, at du engang skal prøve at dyrke sex med en pige. Det kan jeg godt forstå. Men jeg kan også læse, at du måske har et ønske om at få en kæreste – og så vil det være meget naturligt at starte der. Måske har du allerede en særlig pige i tankerne, måske en fra skolen? Det kan også være, at du skal til at holde lidt øje med mulighederne. Måske har du slet ikke lagt mærke til alle de søde piger, som du er omgivet af?! Når man leder efter en kæreste, er det vigtigt at være åben over for forskellige muligheder. Måske kræver det også, at du tager lidt initiativ. Fx begynder at tale lidt med pigerne, give komplimenter og måske også hænge lidt ud med dem - for at finde en, du synes er interessant. På BørneTelefonen har vi lavet en lille "scoreguide", som du måske har lyst til at se lidt nærmere på:
http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Forelskelse/Vaerktojskassen.aspx
. Det kan også være, at du har lyst til at læse lidt mere om seksualitet og sex, så kan du se nærmere her:
http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Sex-og-seksualitet.aspx
.
Jeg håber, du måske har fået lidt mere styr på dine tanker efter at have læst svaret? Hvis ikke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder der søde rådgivere parat, der altid er klar på en samtale om lige det, du har brug for. Og husk så, at det er nogle helt naturlige tanker, du har – dem skal du på ingen måde skamme dig over. Sex er noget, man skal glæde sig til, men det bliver først sjovt, når man selv føler sig helt parat..
De bedste hilsner
BørneTelefonen