Kære pige på 16 år
Jeg kan godt forstå, at du måske ikke har lyst til at involvere dine forældre i dit sexliv. Det kan være svært at tale med sine forældre om. For nogle kan det dog også være en lettelse at få det fortalt. Så går de ikke og føler, at de har hemmeligheder for forældrene, og måske kan de også få hjælp og støtte fra dem. Din situation lige nu er dog ikke så sjov, men det er godt, du er opmærksom på sexsygdomme, og vil have det undersøgt hos lægen.
Som udgangspunkt har din læge ikke tavshedspligt overfor dine forældre. Lægen må i nogle situationer lade være med at sige noget videre til dine forældre, fx at du har et sexliv, at du får prævention eller hvis lægen vurderer at det vil skade dig, at dine forældre får noget at vide. Det betyder, at din læge kan vurdere, om det er meget vigtigt, at dine forældre får det at vide, hvis du fejler noget, og hvilken behandling, du evt. skal have. Når du er 15-17 kan du selv give lægen lov til at behandle dig.
Det vil altid være en vurdering fra lægen, men spørg lægen om, hvordan han/hun forholder sig til det.
Du lader jo til at være bevidst om, at du skal undersøges. Jeg vil dog ikke love dig noget, og synes, du skal snakke med din læge om det. I kan samtidigt få en god snak om, hvad du kan bruge som prævention fremover, så du kan føle dig godt beskyttet.
Jeg håber på, at du sagtens kan overvinde bekymringen, og komme afsted til lægen - selvom det kan være lidt svært. Du kan også kigge på www.sexsygdomme.dk og finde en klinik i nærheden af dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen