Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Porno

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 15Tak for dit ærlige brev omkring porno og fantasier. For nogle kan sex være rigtig svært at tale om, og derfor kan man blive meget i tvivl, om det man gør nu også er normalt? Derfor er jeg glad for, at du skriver herind. For alt hvad du beskriver for mig, er helt normalt for en dreng på din alder. Du fortæller, at du, når du onanerer, fantaserer om forskellige sexscener med personer, du kender og finder tiltrækkende. Det er det helt normalt at gøre. Vores fantasi er en stor del af vores seksualitet, og mange bruger porno til at sætte ekstra skub i fantasien og dermed også i sexlysten. Og dét at blande scener fra pornoen med personer, som man kan kende fra det virkelige liv, kan ofte gøre, at det hele føles mere ægte og bare lige en tand federe. Du skriver, at du ikke har prøvet at have sex før, og jeg tænker derfor, at det er vigtigt for mig at sige, at sex i det virkelige liv sjældent er på samme måde, som det man ser i pornofilm. I pornofilmene ser vi jo for det meste på professionelle skuespillere, der er meget trænede til det, de gør. Samtidig er det med porno som i almindelige film, at det bliver lavet med filmtricks og pauser. Dette gør eksempelvis, at mænd kan holde længere tid end normalt, før de får udløsning. I virkeligheden er det sjældent, at vi mennesker kan og har lyst til at gøre de samme ting med vores kroppe og med hinanden, som de gør i pornofilm. Pornofilm kan derfor være gode til at sætte gang i fantasien, men det er vigtigt, at vi ikke tror, at vi selv skal leve op til det, vi ser. Du skriver også til mig, at du nogle gange fantaserer om at kysse og kæle med nogen. Og jeg er glad for, at du har den side af dig selv med i dit brev også. For det giver anledning til at skrive om, at sex er meget mere end bare fantasier fra pornofilm. Sex kan nemlig også være en måde for mennesker at mærke omsorg og ømhed, nærhed og intimitet sammen – og sex kan gøres på mange forskellige måder. Eksempelvis som du selv skriver, ved at kysse og kæle. Jeg tænker, at jeg vil slutte mit brev af med at sige, at du virker som en ung fyr, der rigtigt får prøvet dig selv af i din seksualitet. Både i forhold til porno og fantasier om sexscener samt i forhold til den nærhed og intimitet, som sex også kan rumme. Og det er der absolut intet i vejen med. Tværtimod. Din seksualitet er en stor del af din personlighed, og den er du ved at lære godt at kende, når du fantaserer om forskellige ting. Jeg er ikke bekymret for, at det kommer til at forårsage problemer for dig – for det er helt normalt og ganske sundt. Hvis du tænker, at du har brug for at snakke mere om det, så er du meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på nummer 116111, hvor vores søde rådgivere, sidder klar til at lytte og komme med gode råd. Du kan eventuelt også prøve at kigge dig lidt omkring på www.sexlinien.dk, der er en hjemmeside, hvor de informerer og rådgiver unge om sex, køn, følelser og meget andet Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Og endnu engang tusinde tak for dit brev.

Venlig hilsen BørneTelefonen,

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat