Brev

Porno og sex…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M,

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du måske er lidt i tvivl, om det er normalt at onanere og tænke meget på sex, for tit er det ikke noget, man lige taler med andre om.
Jeg håber, at mit svar kan være med til at vise dig, at det er helt normalt at onanere og føle lyst.

Du fortæller, at du er en pige i puberteten, og du tænker meget på sex, og du onanerer meget. Men du fortæller også, at du føler dig klam og anderledes, fordi du er den eneste i din klasse, der er i puberteten – og du kommer til at tænke, at det er underligt, at en ung pige som dig sidder og ser porno og onanerer.

Jeg kan godt forstå, at du måske kommer til at tænke sådan, for porno, onani og sex er måske ikke noget, man taler så meget om, når man lige er kommet i puberteten.
Du fortæller, at du er den eneste i din klasse, der er kommet i puberteten: Jeg tænker over, hvor du mon ved det fra? Er det mon fordi, du er den første i din klasse, der har fået menstruation? Eller er det mon fordi, du synes, din krop er mere udviklet end de andre pigers?
Det er nemlig ikke altid til at se og mærke på andre, når de kommer i puberteten. En pige kan sagtens være i puberteten, selvom hun måske ikke ser særligt udviklet ud – og hun kan sagtens være i puberteten, selvom hun ikke har fået sin menstruation endnu. Som du sikkert allerede ved, sker der mange forskellige ændringer med ens krop, når man kommer i puberteten: Man vokser, man får flere former, man får hår forskellige steder på kroppen. Men der sker også ting inde i ens hoved: Man begynder måske at tænke rigtig meget på andre piger eller drenge, og man begynder måske at tænke rigtig meget på sex. Man kan også begynde at tænke meget på, hvem man egentlig er som person – og hvordan man gerne vil være. Det kan også være, at man begynder at gå meget op i, hvordan man ser ud. Man kan godt komme til at føle sig helt forvirret over alle de nye kropsændringer, tanker og følelser.

Men jeg tænker, at det sagtens kan være, at en eller flere af dine klassekammerater godt kunne være kommet i puberteten også, selvom det måske ikke lige er til at se?

Uanset hvor mange af dine klassekammerater, der ellers er kommet i puberteten, er det i hvert fald helt naturligt, at du er det – og at du derfor også er begyndt at onanere, ser porno og har lyst til at have sex. Nogle får lyst til at onanere og se porno tidligere end andre, men det er helt normalt at få lyst til det i din alder – også selvom det måske ikke føles som om, at der er nogen af de andre fra din klasse, der gør det eller har lyst til det.

Måske har du det allerede lidt bedre med at onanere og se porno, nu du ved, at det faktisk er helt normalt at gøre det – også i din alder? Og måske får du det endnu bedre, hvis du også taler med nogen om det? Måske er der en veninde eller en voksen, du er meget tæt på og som du stoler rigtig meget på, du har lyst til at tale med det om? Det kan også være, at du har lyst til at skrive ind til en af vores rådgivere på BørneChatten? Sommetider er det lidt lettere at tale med en, man ikke kender men har tillid til. Når man logger på BørneChatten, er man helt anonym. Det betyder, at den rådgiver, du chatter med, ikke kan se, hvem du er – og det behøver man heller ikke fortælle. Rådgiverne på chatten er vant til at tale med børn om pubertet, onani, porno og sex, og hvis du har nogen spørgsmål omkring noget af det, vil de også kunne hjælpe dig med at få svar på dem.

Du kan finde chatten her: http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx. Chatten har åbent hver dag fra kl. 11-23, med mindre der står en anden åbningstid på hjememsiden.

I forhold til det med, at du har lyst til sex, kan jeg godt forstå, at du føler det sådan. Man kan blive rigtig nysgerrig på, hvordan det er – og hvordan det føles, når man onanerer og ser porno, men selvom du føler dig klar, er du det måske ikke helt, når du ikke har en kæreste – og når du ikke som sådan tænker på drenge, når du onanerer? Jeg tror, det er en ret god idé at vente med sex, indtil man f.eks. har en kæreste eller en person, man er rigtig glad for og er meget tryg ved. Måske er det også en god idé at vente, til du f.eks. ikke føler dig mærkelig over at onanere mere. De fleste er omkring 16 år, første gang de har sex men en anden. Det er godt at bruge noget tid, før man har sex, på at onanere: Man kan lære meget om, hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide. På den måde lærer man også en masse om ens egne grænser: Man bliver måske klar over, hvad man kan lide – og hvad man ikke kan lide. Det er også rigtig godt at vide lidt om, når man skal have sex første gang.

Jeg håber, at mit svar har vist dig, at det er helt naturligt at onanere og se porno, når man er i din alder – og at det måske også har vist dig, at det måske ikke altid er til at se, om andre er kommet i puberteten – og at det i hvert fald ikke er unormalt at være det, når man er i din alder. Du er slet ikke alene om at være i puberteten i din alder, og du er ikke alene om at onanere, se porno og have lyst til sex. Det som jeg synes er vigtigt at sige til dig er, at det porno man ser er voksne skuespillere, og det de gør med hinanden ikke altid er på samme måde i virkeligheden. Så måske er det en idé at tænke over, at hvis du ser porno, at det så ikke er noget der gør dig bange eller er for voldsomt. Måske kan du øve dig i at onanere uden at se porno, men bruge din egen fantasi og forestille dig noget rart i stedet for at se voksne i pornofilm? Så du giver dig selv lov til at forestille dig, hvordan du selv føler det er rart, når du onanere - for porno er jo lavet af voksne til voksne.   

Som skrevet er du velkommen til at skrive til os på BørneChatten, og du må også meget gerne ringe til BørneTelefonen på nummer 116 111. Der er man også anonym, og det er gratis at ringe.

De aller bedste hilsner
BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat