Brev

Porno

Hej

jeg er en dreng på 13 år, jeg er begyndt at se porno på min mobil, og så ville jeg bare spørge om det er meget forkert?

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år

Tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver ind. Jeg ved fra andre unge, at porno er noget, der kan være svært at snakke om. Derfor tror jeg også, andre unge kan få glæde af at læse dit brev og svaret.

Der er rigtig mange forskellige holdninger til porno. Nogle unge kan lide at se det flere gange om ugen eller dagen, mens andre synes, det er ulækkert. Der er ingen holdninger, der er rigtige eller forkerte, så du gør slet ikke noget forkert.

Når jeg læser dit brev, får jeg det indtryk, at du selv tænker, det er lidt forkert. Er det rigtigt forstået? Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har snakket med nogen, der siger det er forkert? Eller at du har set noget, som du syntes var ubehageligt at se? Det tricky ved at søge efter porno på nettet er, at man kan komme til at se nogle ret voldsomme ting, og jeg ved fra andre, at de er blevet lidt forskrækkede ind imellem. Der er også nogle unge, der får det indtryk, at de selv skal gøre alle de ting, de ser skuespillerne gøre i pornofilmene. Men husk, at porno ofte er langt fra virkeligheden!

For mange unge er det rigtig normalt at blive interesseret i porno og seksualitet, når man når puberteten. Jeg tænker, du måske kan have glæde af at snakke med nogen omkring dine tanker. Er dine forældre måske en mulighed, eller sundhedsplejersken på din skole?

Hvis du er nysgerrig på at læse noget mere, vil jeg råde dig til at gå ind på Sexliniens hjemmeside, som du kan finde her. Der står rigtig mange informationer om porno og sex. Og du kan også læse om andre unges tanker og erfaringer. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe her ind på 116111, hvor søde rådgivere sidder klar til at hjælpe.

Venlig hilsen BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat