Kære du
Tusind tak for dit brev. Du kan tro, vi gerne vil hjælpe dig. Jeg tænker, at begge spørgsmålene kan være rigtig svære at skrive om, og derfor er det så sejt, at du har gjort det. Der er rigtig mange, der nu kan få gavn af svaret til dig. Og derfor skal du have en stor tak.
Ja, det lyder som om, du får orgasme. Der kan væres stor forskel på, hvor våd man bliver. Mange føler de bliver våde i skeden, men det er ikke sikkert der ”løber” noget ud. Om du føler du bliver våd eller ej, så er det helt normalt, vi er alle forskellige. Det vigtige er du føler nydelse, når du onanerer.
Ja, det er helt normalt, at det kan gøre ondt at røre ved klitoris, lige efter man er kommet. Det er helt rigtigt som du skriver, fordi den er særlig sensitiv. Det bliver den, fordi der løber blod ned ved klitoris, når man bliver ophidset. Når blodet forsvinder igen efter lidt tid, bliver den ikke ved med at være lige så sensitiv.
Der er som skrevet ikke noget unormalt i, at du ikke bliver våd. Man kan godt blive seksuelt opstemt, uden at man er våd. Den måde du beskriver, at det bliver bygget op og til sidst går amok lyder fuldstændig som en orgasme, og derfor tænker jeg, at det er en orgasme du får. Jeg kan anbefale du går ind på
www.sexlinien.dk
, hvor du kan læse en masse om bl.a. onani, orgasme, porno og bryster. Der er et søgefelt, hvor du kan skrive om det emne, du ønsker mere viden om.
Jeg vil også gerne prøve at give dig et svar på dit andet spørgsmål. Din konfirmationsdag skal gerne være en rigtig god dag for dig, og derfor er det vigtigt, at du kommer til at føle dig godt tilpas i det tøj, som du skal have på. Derfor er det super godt, at du tager det alvorligt, og også tænker på den del af din konfirmation.
Ja, du kan godt fylde en kjole ud, selv om du har små bryster. Og husk nu på, bryster er forskellige, nogen har store bryster og andre små og dine er ok præcis som de er. Det handler mere om, hvilken kjole du vælger. Hvis du finder en butik med et stort udvalg, så vil de sikkert også kunne hjælpe dig med at finde en kjole, som passer til lige præcis din størrelse bryster. Hvis kjolen ikke passer helt, så kan den sys til, så den passer.
Jeg bliver nysgerrig efter, om du har tænkt på, at tage noget andet på end en kjole? Måske kan du føle dig lige så smuk og dejlig i nederdel/bluse eller bukser/bluse som i kjole. Jeg ved, at der er mange, der hellere vil have noget andet på end kjole og derfor finder noget andet tøj, som de føler sig godt tilpas i. Har du prøvet at se på nettet efter konfirmationstøj? I løbet af foråret vil der komme en masse ungdomsblade og reklamer med konfirmationstøj. Måske kan du få noget inspiration derfra også.
Har du talt med dine veninder om konfirmationstøj? Måske er der nogle af dem, der også er usikre på, om de kan finde en kjole, de kan passe. Måske tænker de på, at købe noget andet tøj end en kjole. Så kan I måske give hinanden gode ideer.
Jeg håber, at du får en fantastisk dag, at du kommer til at føle dig super godt tilpas i lige præcis det tøj, som du har lyst til at have på.
Store knus og kram fra BørneTelefonen