Kære dreng på 12 år
Tak for dit brev. Hvor er det sejt, at du tør være så åben omkring din nysgerrighed på sex og seksualitet. Det er der mange, der ikke tør snakke om.
Det er rigtig svært at sige, om noget er normalt eller ikke, når det handler om sex. Især når man er i din alder. Nogen udvikler en nysgerrighed omkring sex meget tidligt, mens det for andre kan være meget senere. Nogen har stor interesse, og andre har næsten ingen. Det er forskelligt for alle.
Der er mange, der bruger internettet til rigtig meget. Man kan finde mange interessante ting, og man kan faktisk lære ret meget af, at surfe forskellige steder på nettet. Nogle gange skal man dog lige tænke over, at man ikke kommer til at gøre noget, som man en dag vil fortryde. Man kan aldrig være 100% sikker på hvem der kigger med i den anden ende.
Omegle kan lave deres egne regler om, hvor gammel man må være for at bruge det. Så længe de overholder de love, der er i Danmark.
Bl.a. er der en lov om børneporno, som du måske kender. Den siger, at man ikke må tage seksuelle nøgenbilleder og film af personer under 18 år. På den måde, har du ikke gjort noget forkert. Hvis personen i den anden ende er over 18 år, kan hun/han ifølge loven godt blive straffet. Også selvom du har gjort det frivilligt.
Omegles regler, kan derfor handle om, at ville passe på de børn og unge, der bruger siden.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvor du kan gøre de samme ting, som du gjorde på Omegle. Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvordan du møder piger, der gerne vil sende nudes. Det kan jeg ikke, fordi jeg ikke ved det. Men også fordi, at det ikke er noget jeg vil anbefale.
Hvis man en dag møder én, som man er tryg ved og som man stoler på, kan det være, at det er noget der kommer af sig selv. Det er vigtigt at lytte til sine egne og andres grænser, og hjælpes ad med, at passe på hinanden.
Men hvis du vil læse mere om det, vil jeg råde dig til at gå ind på sex og samfunds hjemmeside. Her kan du læse rigtig mange interessante ting omkring seksualitet, bl.a. i forhold til internettet.
Jeg håber mit brev har hjulpet dig lidt videre. Hvis du er i tvivl om noget eller bare vil snakke, er du meget velkommen til at ringe ind på 116111.
Venlig hilsen BørneTelefonen