Kære pige på 12 år,
Tak for dit brev!
Jeg kan godt forstå, du synes, at det føles ubehageligt, når din veninde går over din grænse ved at prøve at kysse dig, tager på dig og går meget tæt op af dig.
Det første, jeg tænker på, når jeg læser dit brev, er, om du har sagt til din veninde, at du ikke bryder dig om, at hun tager på dig/går så tæt på dig? Det kan være ret svært at få sådanne ting sagt, så jeg kan godt forstå, hvis du ikke har gjort det endnu. Hvis du ikke har gjort det, vil det helt sikkert være et sted at starte – og måske ville det være en rigtig god idé at sige det til hende på en stille og rolig måde, så det ikke virker så overfusende på din veninde. Det kan jo være, at hun faktisk slet ikke har forstået, at hun går over din grænse? Måske tror hun, at det, hun gør, er helt OK.
Det er det selvfølgelig ikke, når du ikke har lyst til, at hun skal gøre det, og hvis du allerede har prøvet at sige til hende, at hun skal lade være, tænker jeg på, om du måske er frisk på at give hende endnu en chance for at forstå, hvor din grænse går? Måske har hun ikke troet, at du har ment det, første gang du sagde det – eller også har hun måske ikke forstået alvoren i det? Kunne du have mod på at sige til hende, at du føler, at hun går alt for tæt på, og at du synes, det er meget ubehageligt, når hun rører ved dig og prøver at kysse dig – og at du gerne vil have, at hun skal lade være med det? Hvis du har lyst, kan du måske også prøve at skrive det ned, så du kan sende hende en besked eller give hende et brev.
Jeg kan ikke helt gennemskue, om I ellers faktisk kunne være ret gode venner? Hvis I kunne det, er det synd, hvis I ikke kan være venner, fordi pigen ikke har forstået, hvor din grænse går. Måske kan du også fortælle hende, at du faktisk ikke har lyst til at være sammen med hende, når hun går så tæt på – og at du synes, det er ærgerligt, fordi I måske ellers kunne være ret gode venner.
Det kan godt være lidt svært at tage sådanne snakke med en veninde – og det kan måske også være en snak, der er lidt svær for din veninde. Hvis hun endnu ikke har forstået, at hun går over dine grænser, kan hun komme til at føle sig meget flov og ked af det. Så hvis du kan og har lyst, vil det måske være en god idé at være lidt følsom, når du taler med hende om det.
Hvis du synes, at du har gjort alt, hvad du kunne for at forklare hende, at det, hun gør, slet ikke er i orden med dig, kan det være nødvendigt at få en voksen til at hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få pigen til at holde op. Hvis du går i klasse med pigen, kan det f.eks. være, at du har mod på at tale med din klasselærer om det – og så kan han/hun hjælpe dig med at finde ud af, hvordan I sammen kan tale med din veninde på en god måde.
Det kan også være, at du har brug for at tale med din mor eller far om det, du oplever? Når man oplever noget, der er så grænseoverskridende, er det nemlig meget naturligt, at man har brug for at tale med nogen om det. Det kan være, at dine forældre også kan hjælpe dig med at tale med din klasselærer, hvis du har lyst til det? Hvis dine forældre kender din veninde (det kan være, at hun tidligere er kommet meget i jeres hjem?), kan det også være, at de kan hjælpe dig med at tale med hende?
Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til os på chatten, hvis du har brug for lidt flere råd – og hvis du har brug for at tale lidt mere om sagen.
Det er i hvert fald vigtigt, at din veninde finder ud af, at det, hun gør, går meget over din grænse – og at det derfor slet ikke er OK.
De bedste hilsner
BørneTelefonen