Kære dreng på 17
Mange tak for dit brev. Du skriver om nogle bekymringer, som mange i din alder går med. Jeg vil med mit svar forsøge at give dig nogle idéer til, hvordan du kommer videre.
Som du nok ved, er din krop i udvikling lige nu. Indtil du er i starten af 20’erne vokser du, din hjerne udvikler sig og din hormonproduktion øges. Derfor er der intet unormalt i, at du ofte onanerer, tænker på sex og har lyst til sex. Det er en del af puberteten. Du er ikke klam og pervers. Jeg tror mange af dine venner vil kunne genkende det, du fortæller, også selvom de måske ikke taler ud om det.
Måske har du en ven du kan tale afslappet med om det? Går man og er bekymret over noget, og føler at det er et problem, er det ofte meget hjælpsomt at tale med andre om det. Og jeg forstår godt, hvis du hellere vil tale med en på din egen alder, end fx dine forældre. Men hvis du vil, har dine forældre (måske særligt din far) jo gennemlevet den samme periode, og kan sikkert forstå hvordan du har det.
Sexlinien (www.sexlinien.dk/emneside-seksuelle-lyster/onani) har også en masse fakta og råd omkring fx onani og porno, som du måske kan bruge.
Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig stresset i gymnasiet. Det er der rigtig mange der gør. Kombinationen af at skulle præstere og have overskud både fagligt og socialt, i skole og fritid er rigtig hård.
På alle gymnasier findes der en studievejleder, som eleverne kan tale med. Det er vejlederens job at rådgive og vejlede dig om bl.a. stress. Hvis du tænker at det lyder som noget for dig, kan du få en samtaletid ved at spørge på kontoret eller via skolens hjemmeside.
BørneTelefonens hjemmeside har også et tema om stress, som måske kan være relevant for dig (https://bornetelefonen.dk/tema/stress).
Jeg håber mit svar kunne give dig lidt ro på, og nogle idéer til hvad du kan gøre der hvor du er.
Mange hilsner,
BørneTelefonen