Brev

Kæresteproblemer…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 18 årige unge mand

Tusinde tak for dit brev. Det lyder ikke særligt rart, at dig og din kæreste ikke helt er enige om, om I skal have sex med eller uden kondom. Jeg kan sagtens forstå, hvis du synes, at det er svært. Derfor vil jeg selvfølgelig gøre mit allerbedste for at hjælpe dig lidt videre.

Det er jo super dejligt, at du har fundet en kæreste, som du har været sammen med i et stykke tid, og at I begge to holder af sex. Men det er også helt normalt, at der nogle gange kan komme nogle udfordringer i forholdet.

Det er virkelig positivt og meget modent, at du har forsøgt at løse problemet. Først ved at tale med din kæreste om det og prøve at forklare ham, hvorfor det er en god idé at bruge kondom. Og nu også ved at skrive til BørneTelefonen og søge råd.

Du har helt ret, når du skriver, at din kæreste ikke kan tvinge dig til ikke at have kondom på, og at du ikke kan tvinge ham til at bukke under. Og det skal I selvfølgelig heller ikke. Jeg tror, at det er vigtigt, at det er rart og trygt for både din kæreste og dig, når I har sex, at I er enige om, hvordan det skal foregå, og at I respekterer hinandens behov og grænser.

Derfor tænker jeg på, om du mon har prøvet at tale med din kæreste om, hvordan I måske kan finde nogle gode kompromiser, som I begge vil blive glade for? Det kunne f.eks. være, at I kunne have sex på en anden måde? Eller måske har du selv en god idé til et kompromis, der ville fungere godt for jer?

Jeg synes, at du har gjort det helt rigtige ved at tale med din kæreste om det. Måske har du mod på at prøve at tale med ham igen – om f.eks. kompromiser, alternativer, jeres behov og jeres grænser. Jeg tænker også et vigtigt argument er, at hvis man ikke bruger kondom, kan man blive smittet med fx en kønssygdom. Tror du, at det ville være en mulighed for dig?

Nogle gange kan det løses med en enkelt samtale med kæresten. Andre gange kan det tage længere tid og kræve flere samtaler at nå frem til en god løsning.

Du nævner også selv, om du skulle prøve at kontakte Sexlinien. Det tænker jeg er et super fornuftigt forslag, du kom med. Sexlinien ved lige netop meget om sex og alt, der har med det at gøre f.eks. prævention og seksualitet. Du kan (anonymt og gratis) chatte med dem her: https://www.sexlinien.dk/chat.aspx eller ringe til dem på 7020 2266. De er både søde og hjælpsomme.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at chatte med os på BørneTelefonen her: https://bornetelefonen.dk/chat/eller ringe til os på 116 111. Vi kan tale om lige præcis det, som du har lyst til, og vi er her for at hjælpe dig.

Jeg håber i hvert fald, at du overvejer at tale med din kæreste igen, så I kan finde frem til en løsning, som I begge bliver glade for. Jeg synes, du virker som en meget moden og fornuftig ung mand, og derfor er jeg sikker på, at du nok skal komme frem til, hvad der er bedst for dig at gøre.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat