Jeg lever i fortiden
Hej,
jeg er en dreng på 14 år, som føler, at alt går ned ad bakke.
Jeg tror aldrig jeg har haft det så svært i mit liv.
Det er simpelthen gået så meget ned, at jeg for to uger siden endte med at skære i mig selv med en kniv. Grunden til dette var ren og skær vrede og ensomhed.
Jeg starter helt fra begyndelsen:
Lige siden jeg startede i skolen som 6-årig, har jeg næsten altid gået med sammen med piger. Grunden til at jeg i 0-klasse begyndte at gå sammen med den her lille gruppe piger, var fordi at størstedelen af drengene i min klasse spillede fodbold, og så var der også to andre drenge i min klasse, som jeg bare intet havde tilfælles med.
De første to år af folkeskolen blev jeg mobbet med mit temperament, men det stoppede så til sidst i første klasse.
i anden og tredje klasse gik det nogenlunde. Jeg havde mine tre pigevenner, som så også var mine bedste venner, og alt var okay, hvis man ser bort fra, at jeg altid følte mig som et hængeparti. Det var altid mig der skulle gå hen til dem, og det irriterede mig grænseløst meget.
I fjerre klasse føltes det godt nok. Jeg følte endelig, at jeg også havde fået en bedste ven, da jeg begyndte at være rigtig meget sammen med den ene af de her tre piger. Lad os kalde hende E. E og jeg var meget tit sammen, og der var perioder, hvor vi kunne være sammen i næsten hele uger i træk, men alt det ændrede sig i 5. klasse.
I femte blev hele min skole rykkede over til en helt ny skole (plus en masse andre skoler) og jeg mistede sådan lidt kontakt til dem alle tre: E fik en helt ny veninde, de to andre piger blev ved med at være sammen, og jeg var fuldstændig ”lost”. Jeg var kommet i en anden klasse end de andre, og jeg havde det ikke så godt med det i starten. Men med tiden fik jeg også nye venner, og så var alt godt for de næste to års tid.
Jeg havde den bedste klasse nogensinde i 5. klasse og 6. klasse, men vi alle blev rykket rundt da vi skulle i syvende klasse, og det var faktisk først der, at jeg begyndte at gå sammen med andre drenge.
Det gik faktisk okay de første to måneder af syvende klasse, men rygterne gik rundt på min årgang, og jeg blev til sidst kendt som drengen der helt sikkert blev homoseksuel. Det tog hårdt på mig, for jeg ville ikke anses for at være noget jeg ikke er, eller var. Halvejs gennem syvende klasse begyndte tankerne virkelig at gå rundt, og jeg begyndte at blive virkelig interesseret i andre drenge. Samtidig med at jeg fandt ud af, at jeg havde en interesse for andre drenge, fik jeg også at vide af en af mine bedste venner på det tidspunkt (som også var en dreng) at selv hans storesøster på 18 troede jeg var homoseksuel. Siden han sagde det, gik det først rigtigt ned ad bakke.
I resten af syvende klasse var jeg ikke mig selv. Det kan da godt være at jeg rystede rygtet lidt ad mig på det tidspunkt, men jeg var jo ikke mig selv.
Da vi startede i ottende klasse, så begyndte jeg at hænge mindre og mindre ud med den her drengegruppe her, og jeg gik mere og mere end i klassen ved siden af min klasse, hvor jeg fik (og har) nogle rigtig gode venner.
Sidst i 2013 begyndte jeg at snakke rigtig meget med de 2 af mine gamle barndomsvenner. E var/er stadig næsten kun sammen med den her pige, men det var/er faktisk okay. Nu sidder jeg her den 31-03-2014, og jeg har fået mine 2 barndomsvenner tilbage, og nu føler jeg at jeg endelig passer ind et sted, og så alligevel ikke.
Alt det der er sket med årene har på en måde påvirket mig: Selvom at jeg føler, at jeg endelig har fundet min tryghedskreds af venner, så irriterer det mig stadigvæk grænseløst, at jeg kun er sammen med piger.
Selvom jeg normalt er glad, så slår fortiden mig stadigvæk i baghovedet nogen gange op til flere gange om dagen. Jeg har så tit oplevet, at jeg sidder og hører gammelt musik fra da jeg var et mindre barn, hvis man kan sige det sådan. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne kravle tilbage til starten af tredje klasse, hvor at jeg måske følte mig lidt som et hængeparti, men hvor alt stadig var ti gange meget nemmere.
Jeg tænker så meget på fortiden og min seksualitet lige nu, at jeg glemmer at skabe en fantastisk nutid, som jeg kan se tilbage på om 10 år, og så kalde en fantastisk fortid.
Jeg beklager meget, at dette er endt med at blive til en lang roman om ca. hele mit liv, men jeg følte, at det hele skulle med.
Hvad skal jeg gøre?
Se videoer om sex, seksualitet og krop
