Kære dreng på 15 år
At være homoseksuel er helt normalt!
Når man er så ung, som du er, kan man være rigtig meget i tvivl om ens seksualitet. Måske kan man endda føle, at man er ”forkert”. Det er man ikke! Husk det.
Du skriver, at dine forældre er meget “imod sådan noget”. Hvordan mon du ved det? Har du hørt dem snakke grimt om homoseksuelle? Eller gætter du bare på, hvordan de måske vil reagere, hvis de vidste det?!
Nogle forældre kan blive meget overrasket, skuffet eller måske sure, når de får at vide, at deres barn er homoseksuel. Men ofte er det bare en tanke, de skal vænne sig til. De skal med andre ord måske have lidt tid til at forstå, at det ikke ændrer på den dejlige søn, du er.
Det er heller ikke sikkert, at dine forældre behøver at vide, at du er homoseksuel lige nu. Måske kan du tale med nogle andre om det, fx en god ven, din lærer eller en anden fra familien, hvis du ikke allerede har gjort det?! På den måde lærer du også, at du er lige så meget værd, som alle andre - og det gør måske, er du lidt senere er klar til at tage snakken - og måske kampen med dine forældre. Det kan også være, at du kan få en anden til at hjælpe dig med at fortælle det derhjemme. Det kan ofte "bløde" lidt op, hvis der er en anden til stede, når man tager en svær snak. Det er i hvert fald en mulighed, som du kan overveje.
Jeg bliver lidt i tvivl, når du skriver at du frygter at blive gift med en kvinde som dine forældre har valgt? Du har helt ret til selv at bestemme, hvem du vil giftes med og hvornår og jeg kommer til at tænke på, om jeres familie mon har anden etnicitet? Det er ikke sikkert, men hvis det er tilfældet, skal du vide, du altid kan kontakte www.etniskung.dk, som er en rådgivning, der måske kan hjælpe dig lidt på vej? Der findes også en organisation LGBT (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner), de har en ungdomstelefon, som måske også er værd at kontakte, http://lgbt.dk/radgivning/ungdomstelefonen/.
Husk på du er ok, lige præcis som den du er.
De bedste hilsner
BørneTelefonen