Brev

ingen orgasme som 15 år

hej

jeg er en dreng på 15 år. jeg har tidligere skrevet et brev om at jeg ikke kunne få udløsning som 15 årige. men så forleden dag læste jeg et anden brev, hvor der blev forklaret hvad der var forskel på udløsning og orgasme. men mit problem er altså at jeg endnu ikke har oplevet at få orgasme imens jeg onanere. jeg føler nemlig at det er meget unormalt, når jeg ved at alle mine venner godt kan få orgasme. hvad sker der?

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige

Tak for dit brev. Jeg kan høre, at du tidligere har skrevet ind, men det desværre ikke helt var den viden, du søgte. Jeg vil forsøge, at hjælpe dig så godt jeg kan.

Jeg kan sagtens forstå, hvis du er bekymret over at det er svært at få orgasme. Her på BørneTelefonen snakker jeg med andre unge, som også har svært ved at få orgasme. Det fortæller jeg dig, fordi det kan være rart at vide, at du ikke er den eneste.

Som du også selv beskriver er der nemlig forskel på udløsning og orgasme. Man kan nemlig godt få udløsning uden at få orgasme. Omvendt kan man også få orgasme uden at få udløsning. Jeg tænker måske, at det kan hjælpe dig, hvis jeg kort forklarer, hvilke typiske årsager der kan være til manglende orgasme. Jeg håber det giver mening for dig.

Både mænd og kvinder, drenge og piger kan opleve, at de har svært ved at få orgasme. Det er meget almindeligt. De mest almindelige årsager til manglende orgasme er stress, træthed, alkohol og psykisk blokering.

Evnen til at få orgasme styres af den del af menneskets nervesystem, som kaldes det autonome nervesystem, som ikke er styret af din vilje. Det reagerer på din generelle sindsstemning – om du er træt, søvnig, angst, stresset, ked af det og så videre.

Du kan derfor ikke selv bestemme, om du vil have orgasme eller ej.

Hvis du ikke kan slappe af og komme i en afslappet og åben sindsstemning uden stress eller angst, eller du ikke kan føle dig tryg, kan det gøre det svært at få orgasme. Stress kan i den sammenhæng både være stress på grund af dit arbejde eller studie, problemer med en kæreste (eller andre personer, der er vigtige for dig).

Det kan også være anspændthed ved den seksuelle situation eller ved din generelle livssituation (bolig, studie, familie, kæreste, økonomi og sundhed) der påvirker dig.

Mon du kan genkende noget af det her fra dit eget liv?

Der kan også være andre grunde til manglende orgasme, men det er jeg ikke i stand til at vide – her skal lægefaglige mennesker til. Hvis du har lyst, kan du ringe til din læge. Din læges nummer står på dit gule sygesikringskort. Nogle læger har også en åben telefontid mellem kl. 8-9. Mon det kunne være noget for dig?

Det kan være, du synes, det er svært at gå til lægen med disse spørgsmål. Det forstår jeg også godt. Men lægen har helt sikkert fået lignende spørgsmål mange gange før, og lægen ønsker at hjælpe dig bedst muligt.

Du kan fx bare sige: “Jeg får ikke orgasme, når jeg onanerer, og jeg har også svært ved at få udløsning. Det har været sådan længe, og jeg er lidt bekymret over det. Kan du tjekke, om der er noget galt?”

Jeg er i tvivl om du mon kender til sexlinien? De ved en masse om seksuelle spørgsmål og problemer, prævention, kroppen, sexsygdomme m.m. Jeg tænker også, at de kan hjælpe dig, med de spørgsmål som du har – det er helt gratis og anonymt at ringe. Jeg kan lige give dig et link her: Sexlinien.

Jeg håber meget, at mit svar kunne hjælpe. Ellers er du også altid meget velkommen til, at ringe eller skrive ind på 116111. Så ser vi på, hvordan vi ellers kan hjælpe dig.

Kærlige hilsner
BørneTelefonen

 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat