Kære pige på 16.
Tak for dit brev til vores brevkasse. Hvor er det skønt at læse, at du har fået muligheden for et år på efterskole. Men jeg kan forstå på dit brev, at det er lidt svært at glæde sig, fordi du tænker meget over, hvad dine kommende værelseskammerater mon tænker om, at du er lesbisk.
Du skriver i dit brev, at du tit har oplevet, når du fortæller dine pigeveninder, at du er lesbisk, at de så tror, at du er forelsket i dem. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er møgirriterende. Selvom det er helt naturligt at være homoseksuel, er der stadig mange, der ikke kender så meget til det, når man er 15-16 år. Det er desværre indimellem mest fordommene, som man kender til. Fx at lesbiske skulle gå og blive forelsket i alle deres pigeveninder! Det er selvfølgelig slet ikke tilfældet.
Det man ikke kender så meget til, er ofte noget, som så kommer til at virke lidt ”skræmmende”. Og måske dukker der tanker op som: ”Skal min værelseskammerat nu til at være forelsket i mig” og ”hvordan er man mon veninder med en pige, der er til piger”. Forhåbentlig vil de opdage, at det slet ikke har nogen betydning, når de først lærer dig at kende.
Jeg synes faktisk, at det er lidt svært at komme med et konkret råd til, hvad du skal gøre. Under alle omstændigheder synes jeg helt sikkert, at de skal have det at vide på et tidspunkt. Det er måske ikke det første, du behøver at sige. ”Hej, jeg er lesbisk”, men omvendt er det jo en del af dig – og dermed også noget, som du skal være ærlig omkring, hvis du selv har lyst til det. Måske kunne du overveje at ringe til din efterskole og fortælle dem dit dilemma. Du kan sige, at du er i tvivl om, hvordan du skal få det sagt til de andre elever. Du kan jo fortælle dem, at du er bange for, hvordan de vil reagere. Jeg er ret sikker på, at efterskolen tidligere har haft homoseksuelle elever, så måske har de nogle gode råd til dig? Det er måske et forsøg værd, så det ikke ender med, at det er de tanker, der fylder allermest. Du skal jo også have plads til at glæde dig til et vildt år - forhåbentlig fyldt med søde nye mennesker og fede oplevelser.
En anden ting, du kan gøre, er at gemme dit brev til brevkassen og mit svar. Så kan du jo finde et tidspunkt, hvor du siger, at der er noget, som du faktisk har været rigtig nervøs for at fortælle dem, men som du har brug for, at de får at vide. Her kan du så vise dem brevet, hvor du meget fint får forklaret, hvad det er, du er bange for. Sagt på en anden måde, er du jo rigtig nervøs for, at din seksualitet skal skræmme dem, så de ikke lærer dig at kende ordentligt. Jeg tror i hvert fald selv, at jeg ville tænke ”Nå, og hvad så med at hun er lesbisk. Hun er jo skidesød – og hun har gået og været så nervøs uden grund”. Det kunne i hvert fald være en måde at få det sagt på, som du kan overveje?!
Jeg håber, du får det bedste år på efterskolen. Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at ringe eller skrive igen til BørneTelefonen på 116111, hvis du ikke helt føler, at du kunne bruge mit svar.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen