Hej pige på 12 år.
Da jeg læste dit spørgsmål blev jeg også nysgerrig på det. For jeg har ikke selv tænkt den tanke. Jeg tænker på, om det mon er noget du har tænkt over i længere tid?
Der er i hvert fald enormt sejt, at du tænkte; jeg skal lige undersøge det her.
Selvom jeg ikke selv havde tænkt tanken, så har jeg et svar til dig.
Først og fremmest vil jeg sige, at det er meget få mennesker, der bliver smittet med hiv. Og det er noget, man er blevet rigtig god til at behandle.
Begge køn kan i princippet smitte med hiv, hvis man har fået virussen, hvilket er sjældent. Så i princippet, kan alle få virussen, både heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle.
Men der er lidt flere smittede, blandt f.eks. homoseksuelle og biseksuelle mænd. Dvs. risikoen kan være større, når to mænd har sex med hinanden. Det har noget at gøre med, at flere dyrker analsex og ved analsex, er risikoen en smule større.
Men det er jo altid vigtigt, at beskytte sig, når man har sex. Lige meget hvilket køn man er til, og hvordan man har sex, så er det vigtigt at passe på sig selv. Blandt andet ift. kønssygdomme.
Dér hvor HIV kan smitte er, hvis man har ubeskyttet sex med én der har HIV, eller hvis man får blod, fra en person der har HIV, ind i munden, skeden eller endetarmen. Kondom er den bedste måde at beskytte sig på.
Hvis man er to piger, der har sex, så er der mulighed for, at man kan beskytte sig på nogle andre måder. Med handsker og slikkelapper. Handskerne er til når man rør hinanden.
Slikkelapper er tyndt plastik man kan sætte over klitoris, kønslæberne og endetarmen. På den måde kan man slikke og kysse, uden at man kommer i kontakt med kønsorganerne.
Når alt det er sagt, så er det en rigtig god idé, at få et tjek ved ens læge, eller nogle af de sexsygedomsklinikker der er rundt i landet. Her kan man få et tjek og en snak, hvis man gerne vil vide mere eller hvis man er bekymret. Man kan også opfordre ens partner til det samme.
Hvis man har en partner, hvor begge er blevet testet, og man beslutter sig for, at man kun vil have én sexpartner, så kan man diskutere, hvad man så vil gøre. Hvis man ved, at ingen har en kønssygdom og man ikke har sex med andre, så sker der ikke noget ved, at holde pause med beskyttelsen mod kønssygdomme. Så skal man bare huske, at passe på graviditet, hvis man er en pige og en fyr der er sammen.
Jeg håber, at det svaret har givet dig, lidt mere viden omkring emnet. Hvis du vil undersøge mere, kan du læse meget mere på http://www.sexlinien.dk/.
Her kan du også søge mere på HIV, aids, kønssygdomme og seksualitet.
Kærligste tanker
BørneTelefonen