Brev

Gravid uden samleje

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du skriver ind til os. Jeg kan forstå på dig, at du er bange for, om du kan blive gravid, når din kæreste giver dig finger. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for dig at slappe af, når I ligger sammen, hvis du samtidig er bange for, om han med sin finger kan gøre dig gravid. Lad mig prøve at skrive, hvad jeg tænker, når jeg læser om din situation.

Du skriver, at du læser tråde på nettet, men at du aldrig rigtig har fået et ordentligt svar. Hvis du med ordentligt svar mener, enten: ja, du kan blive gravid eller et nej, du kan aldrig blive gravid, så får jeg vist også svært ved at komme med et klart svar. Lad mig prøve at uddybe.

Man kan vel sige, at en hver situation med to nøgne kroppe sammen er forskellig, fordi kroppe er forskellige. Nogle kvindekroppe bliver hurtigere gravide end andre, og nogle mandekroppe har bedre sædkvalitet end andre. Jeg kan derfor ikke give dig et procenttal for, hvor stor risiko der er for, at du bliver gravid, når din kæreste giver dig finger. Skal jeg melde klart ud så lyder svaret: I en hver situation, hvor du og din kæreste er sammen og det involverer sæd, så er der en teoretisk mulighed for, at du kan blive gravid. Det var et meget firkantet svar, og måske er det også sådan noget, du læser om på nettet? Jeg kan godt forstå, at det ville være rart for dig med en garanti, men det kan jeg desværre ikke give dig.

Når jeg læser dit brev kommer jeg til at tænke på, hvor meget du har snakket med din kæreste om din frygt for at blive gravid. Når han giver dig finger, har du så fortalt ham før eller bagefter, at du er bange for, om han har sæd på sine fingre, og om det kan gøre dig gravid?

Hvis du fortæller ham om dine tanker, så kan I måske finde en løsning sammen, som giver dig mere ro, så du kan nyde at være sammen med ham. Det kan for eksempel være, hvis han beholder sine boxershorts på, når han giver dig finger. Eller hvis han hjælper med til at sørge for, at der ikke er sæd på hans fingre, fx hvis han vasker hænder, inden han kærtegner dig "dernede". Hvad tænker du om det, jeg skriver her? For mig at høre, så handler situationen især om, at du kan slappe af, når I er sammen. Det er vigtigt, at det er rart og trygt for jer begge to, og det skal I hjælpe hinanden med. Kan du følge mig her?

Dit brev får mig til at tænke lidt videre, og der dukker nogle spørgsmål om, som jeg har lyst til at stille dig. Det håber jeg er okay? Du skriver, at du ikke er klar til at have sex endnu, og at det er noget, I har snakket om. Jeg er glad for at høre, at det er noget, du tør sige højt til din kæreste. Er det mon noget, I har snakket om flere gange? Og hvad siger din kæreste til det? Jeg spørger, fordi jeg ved fra andre unge, der skriver ind om kærester og sex, at det nogle gange kan være svært at være utrolig glad for en kæreste og samtidig ikke være parat til at have sex. For nogen kan det føles som et pres, hvis man ikke er lige langt mht. at have lyst til sex. Jeg ved jo ikke, hvordan du har det med det? Måske er du og din kæreste gode til at snakke om det? I hvert fald så er det vigtigste, at du føler dig tryg sammen med ham, når I ligger sammen. Jeg tror, den bedste vej til det er at turde sige højt, hvad man tænker på og evt. er bange for.

Jeg tænker også på, at du og din kæreste, hvis I på et tidspunkt skal tage næste skridt sammen og have sex, får brug for at tale om, hvordan I beskytter jer. Måske har I allerede taget hul på den snak? Det kan også være, at du taler med andre om sex og beskyttelse fx din mor eller din læge? Hvis du har brug nogen at vende flere spørgsmål og tanker med, så vil vi på BørneTelefonen meget gerne snakke med dig. Det kan være rart og en god støtte at kunne snakke fortroligt med en person om de spørgsmål, som måske kræver lidt ekstra mod at sige højt.

Til sidst vil jeg nævne Sex og Samfunds hjemmeside www.sexlinien.dk

. Jeg kan forstå, at du allerede har forsøgt at finde svar på dit spørgsmål andre steder fx ved at læse "tråde" på nettet. Måske har du så allerede læst på Sexliniens hjemmeside? Jeg plejer at anbefale den til unge, der skriver ind med spørgsmål og tanker om fx sex, kroppe, kærester, graviditet og alt muligt andet, der kan fylde ens hoved, når man er 16 år. Hjemmesiden har mange gode temaer og nyttig information. Jeg håber, du får noget ud af at læse mit brev, også selvom jeg ikke kan give nogle 100 % garantier for, at du ikke bliver gravid. Måske kan man sige, at det er en del af det at blive voksen. De bedste hilsenerBørneBrevkassen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat