Kære dreng på 14 år
Tak for dit brev hvor du skriver om at din forhud
er lidt snæver. Det er rigtig fint du skriver herind, i stedet for at gå og
være i tvivl.
Forhuden skal som regel kunne trækkes helt tilbage
efter 6-års alderen. Men det er ikke
sjældent at man kan have en forhudsforsnævring,
det vil sige kun delvist at kunne trække forhuden tilbage eller slet ikke.
Nogle kan gå hele livet med en delvis
forhudsforsnævring, uden at det giver nogen problemer for dem. Nogen oplever
dog gener f.eks. smerter eller ubehag ved rejsning, infektioner i området eller
besvær med at tisse.
Det er ikke meningen at det skal gøre ondt eller
stramme når man onanerer. Heller ikke når du senere skal til at have sex sammen
med nogen. Derfor synes jeg dit spørgsmål er rigtig godt, for det er jo vigtigt
at vide om man skal gøre noget.
Jeg kan godt forstå at du måske synes at det er
svært at snakke med nogen om, da det er et privat område.
Jeg tænker , at det alligevel vil være en god ide
at gå til lægen og snakke med ham eller hende om det. Lægen kan vurdere om
du skal have en behandling, med en creme man smører på, eller
snakke med dig om eventuelle andre behandlinger. Det kan også være at der
ikke er brug for at der gøres noget, men jeg tænker at det vil være rart for
dig at vide?
Du kan godt bestille en tid hos lægen selv og gå
derop alene. Men, når du er under 18 år, har dine forældre ret til at vide hvis
du er syg og skal have en behandling, så jeg tænker om ikke du skulle tale med
dem om det? Hvis du ikke har lyst til at gå i detaljer omkring hvad det er med
forhuden, kan det være en mulighed at sige til dem, at du gerne vil til lægen
og tjekkes, så kan i måske snakke om, at de går med eller at de venter i venteværelset. Hvis du syntes det er for svært, så kan
du også vise dem dette brev, hvad siger du mon til den ide?
Jeg håber du kan
bruge mit svar og har fået lidt afklaring omkring hvad du kan gøre. Hvis du har
brug for at snakke yderligere er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen
på telefon 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen