Kære dreng på 15 år
Jeg kan godt forstå du er blevet forskrækket over at få sådan en besked fra pigen. Heldigvis kan det hurtigt behandles.
Det er en meget udbredt sygdom, og kan smitte lige så snart man har sex, derfor er det en god ide altid at bruge kondom.
Sandsynligheden for at du er blevet smittet med Klamydia er ret stor, derfor er det vigtigt at du kommer til lægen og får taget en test om du er blevet smittet. Hvis du har fået Klamydia, og den ikke bliver behandlet, kan det sætte sig som blærebetændelse eller man kan blive steril.
Nogle folk får symptomer som kløe og udflåd og andre har slet ingen symptomer, selvom de har Klamydia, derfor kan man kun vide om man har det, ved at blive testet hos lægen.
Når du er 15 år kan du selv kontakte din læge og få en tid uden at dine forældre behøver vide det. Når du så er hos lægen, kan du fortælle ham/hende, du helst ikke vil have dine forældre får noget at vide, og så håber jeg lægen respekterer dette. Du kan finde nummeret til din læge på dit sundhedskort.
Det er faktisk en rigtig sød pige, at hun fortalte dig hun havde fået konstateret Klamydia, så du også kan komme i behandling. På samme måde skal du være en god ven, hvis du har været sammen med andre piger, at fortælle dem, hvis lægen fortæller du har Klamydia, så de også kan blive behandlet, så smitten kan stoppes.
De fleste unge synes det er pinligt at snakke med deres forældre om sådan noget som sex og kønssygdomme. Men du må huske på, din far har også været 15 år en gang, så jeg håber du måske vil prøve at få en snak med ham. Det kan være rart at have en forælder at støtte sig op af og kunne spørge til råds.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen