Kære pige,
Du skal slet ikke være bekymret, du er helt normal. Det er nemlig meget forskelligt, hvornår og hvordan interessen for sex og onani opstår.
At dine venner onanerer, tænker på sex og også dyrker sex er også helt almindeligt. Men det er bare sådan med interessen for sex, at den kommer, når den kommer.
I din alder sker der en masse med kroppen og den generelle udvikling, og det er almindeligt, at en eller anden interesse for sex opstår. Men om det sker nu eller om et par år, er meget individuelt, og begge dele er normalt.
Det aller vigtigste når man snakker om sex og onani er; at man kun gør det man selv har lyst til og ikke før end denne lyst opstår.
Jeg tror nogle gange, at nogle unge måske kan finde på at pynte lidt på deres historier eller overdrive, for at være en del af et fællesskab. Altså, hvis de oplever at det er det "normale", at man onanerer, så siger de, at de også gør det. Uden det nødvendigvis er helt sandt. Jeg siger ikke, at dine venner lyver, men jeg tror, at der kan være en tendens til gerne at ville være en del af snakken og fællesskabet, der gør at man kan pynte lidt på det, der reelt foregår.
Jeg kan godt forstå, at du tænker over, om det er normalt, at du slet ikke har en interessse for sex, og derfor er det rigtig godt, at du har skrevet her. Men jeg kan bestemt ikke se noget forkert ved det, og jeg tror, at du nok skal få en helt naturlig interesse for sex, når tid er.
Med venlig hilsen BørneTelefonen