Hej dreng på 12 år.
Jeg kan godt forstå, at du har alle de her tanker og du rigtig gerne vil have svar. Jeg kan dog ikke svare dig på, om du er homoseksuel eller ej alene ud fra det, du fortæller i dit brev her. Men jeg synes du har mange gode overvejelser, som jeg gerne vil udfolde mere sammen med dig.
Jeg kan godt forstå, at det er forvirrende, at du ikke ved om du er til piger eller til drenge. Jeg kan ud fra dit spørgsmål i overskriften dog forstå, at du måske føler et behov for at passe ind i “en eller anden kasse”. Til det vil jeg fortælle dig, at når man som dig er i puberteten, og måske begynder at få de første erfaring med fx porno, kærester osv. så er det oftest her, de fleste bliver forvirrede over sig selv og hvilke lyster, de har.
Det er naturligt, fordi du er igang med at udforske dig selv, både i forhold til din seksuelle tiltrækning til andre, men også din egen krop – sådan rent biologisk. Du må derfor ikke blive fortvivlet over, at du ikke endnu er sikker på, om du er til piger eller drenge. Og det er også vigtigt at sige, at du ikke behøver passe ind i nogen som helst “kasse” hellere!
Det kan sagtens være, at du er til piger, selvom du ikke rigtig følte noget, når du kyssede din ekskæreste. Det kan være, at du ikke har været parat til at tage skridtet videre i jeres forhold lige der, og derfor udeblev følelserne – eller det kan være, at hun simpelthen bare ikke var den rette pige for dig.
På den anden side kan det også sagtens være, at du er homoseksuel eller biseksuel, som du nævner flere i din familie er. Det siger jeg på grund af de erfaringer, som du allerede har gjort dig seksuelt. Men som skrevet, kan jeg desværre ikke give dig et klart og endeligt svar. For svaret kan kun du selv finde frem til, og det gør du ved at fortsætte præcis som nu; med at erfare, med at mærke efter i maven, og ved at lægge mig til hvem (altså hvilken type personligheder) eller hvad (hvilket køn) der tiltrækker dig følelsesmæssigt og seksuelt.
Jeg tror, at det bedste du kan gøre, er at prøve at forlig dig med, at svaret nok ikke dukker op i morgen eller i overmorgen. Men vær sikker på, at tiden nok skal vise dig om du bliver forelsket i en dreng eller en pige, eller om det kan veksle ind i mellem. Det er super skønt, at din familie er åben og de elsker dig uanset hvad. Det er nemlig sådan det skal være! Vi er alle sammen præcis som vi skal være – uafhængig af vores seksualitet.
I forhold til, hvordan man skal have sex med en fyr, så er det noget man kan snakke om, ligesom når man har sex men en pige. En pige kan synes noget er rart, hvor en anden pige på ingen måde synes, at det er rart. Det er derfor rigtig vigtigt, at man snakker om, hvad man godt kan lide og ikke lide, når man skal have sex. Dette er også gældende, hvis det er en dreng man skal have sex med.
Hvis du bliver ved med at være meget forvirret, så synes jeg, at du skal snakke med din mor eller søster om det. De kan helt sikkert genkende nogle af dine følelser og give dig nogle gode råd.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.