Kære Dreng på 15 år,
Tak for dit meget ærlige brev. Godt at du har skrevet. Jeg kan godt forstå, at du er lidt i tvivl lige nu omkring din seksualitet. Først vil jeg sige til dig, at det er flot at stå frem med din tvivl. Det er en tvivl, som du deler med andre unge drenge på din alder, men ikke alle har det mod som dig til at få det sagt højt.
I din alder er det meget almindeligt at have tanker og tvivl omkring sin seksuelle orientering, og at man i perioder godt kan føle sig tiltrukket af ens eget køn, uden at det betyder, at man er homoseksuel. Det er helt naturligt.
At finde sin seksualitet og finde ud af hvilket køn man er til kan tage mange år. Nogle ved det bare med det samme, nogle er længere tid om at mærke efter, hvilket køn de er til. Nogle er til begge køn, som du skriver, men det kan stadig være svært at finde frem til. Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være forvirrende, at du den ene dag føler for drenge og næste dag noget andet.
Jeg tænker den bedste måde, du lærer din seksualitet at kende på er ved at være åben, afprøve og være nysgerrig, som du allerede er i gang med. Jeg har meget respekt for dit mod, og det håber jeg, du kan holde fast i, så det kan hjælpe dig med at frem til din seksualitet.
Måske kan det være en hjælp for dig at kigge på
www.sexlinien.dk
hjemmeside. Her kan du læse en masse omkring seksualitet og blive bekræftet i, at det er helt normalt at have det som dig. Der findes ikke nogen "naturlig", "normal" eller "rigtig" seksualitet. Vi er alle forskellige og har forskellig seksualitet.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe anonymt til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne som er klar og vant til at snakke med unge om spørgsmål som dit.
Mange Hilsener BørneTelefonen