Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg bi?

Hej børne brevkassen.

Jeg er en pige på 15 år der er mega forvirret.

Jeg er lidt bange for om jeg er ved at være bi? Jeg har flere gange tænkt om nogle piger “hvor ser hun lækker ud”, og haft en underlig følelse når jeg i sjov har kysset en pige.

Jeg kan også godt li drenge, har jo en drenge kæreste.

Men det forfærdelige ved det hele er at mine forældre/familie ikke vil acceptere det. Jeg kommer fra et andet land hvor det er unormalt og dumt, men også hvis alt pludseligt bliver lavet om, at mine venner især veninder vil se ned på mig.

Er det normale tanker at have

Jeg håber at det giver mening det jeg skriver.

Hilsen forvirrede mig

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære"forvirrede" duMange tak for dit brev, som bestemt giver mening. Du spørger, om dine tanker er normale, og mit helt korte svar er: De er helt normale!Men jeg vil selvfølgelig også gerne uddybe mit svar. Du er langt fra den eneste teenager, der har tvivl og usikkerhed ift. din seksualitet. Du er 15 år, og det er stadig lidt tidligt at vide noget med sikkerhed om din seksuelle orientering. Du er først lige begyndt at finde ud af, hvad du har lyst til og kan lide. Det er også helt normalt for både piger og drenge at have seksuelle tanker om nogen, der har samme køn. Nogle bliver forskrækkede eller forvirrede, nogen bliver nysgerrige, og nogen reagerer på andre måder. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er bi- eller homoseksuel.Du skriver, du kan se en anden pige, og tænke hun er lækker. Det er også helt naturligt. Faktisk viser undersøgelser, at når der er kærligheds- og sexscener (heteroseksuelle) i film, så kikker BÅDE mænd og kvinder mest på kvinden; Også heteroseksuelle piger/kvinder. Det fortæller altså ikke noget om ens seksuelle orientering, at man kan se, om en pige er smuk og kan nyde synet. Den "underlige" følelse, du fortæller du får, når du i sjov har kysset en pige, kan også handle om andre ting, end at du måske er biseksuel. Måske synes du, det er spændende og frækt, netop fordi det er lidt "forbudt"? Måske føles det "underligt", fordi det fortæller dig noget nyt om den pige, du kysser – nemlig hvordan hun kysser? Eller måske er det bare fordi det er dejligt? Det er jo dejligt at kysse, hvis du kysser med en, der er god til det. Så der er ikke noget af det, du har fortalt, der viser noget om, hvorvidt duer bi- eller heteroseksuel.Du fortæller, din tvivl bliver ekstra svær, fordi der i din familie er en kultur, som betyder, at biseksualitet bliver set som "unormalt og dumt". Det kan jeg godt forstå, du syntes er svært, også selvom du endnu ikke ved, om du selv er biseksuel. Det er altid svært, hvis dem vi kender og holder af, har fordomme, afviser os eller dele af den, vi er. Alene tanken om afvisning kan være svær. Ved du, hvor "stærk" din families kultur er i forhold til synet på biseksuelle? Jeg tænker, at uanset hvor stærk den er, så er det også svært at opretholde fordomme, hvis de pludselig kommer til at omfatte nogen, man holder af. Måske vil din families reaktion overraske dig positivt?Du skriver også, at du er bekymret for, hvad dine venner vil tænke, hvis du er biseksuel? Har I talt om at være homo- eller biseksuel? Det er jo bare andre former for seksualitet end at være heteroseksuel. Men du har ret i, at der desværre er mennesker, som har fordomme. Selvom de fleste er heteroseksuelle, så er der statistisk set et par stykker i en skoleklasse, der er enten homo- eller biseksuelle. Så det er ikke helt så sjældent, som man måske lige går og tror.Ift. dine bekymringer, så tænker jeg, at du måske ikke behøver fortælle hverken din familie eller dine venner om dine tanker lige nu? Du ved jo endnu ikke, om du er biseksuel, og så kan du jo passe lidt på dig selv ved at vente med at sige noget. Du finder måske også først ud af, om du er biseksuel om nogle år, når du (måske) har kysset flere piger, og ved om det er noget, du har lyst til at blive ved med. Eller om det mest handler om nysgerrighed. Hvis det bliver aktuelt om et par år, så har du også mere erfaring og kan måske bedre forklare dem, hvordan du har det, og hvor ked af det du vil blive, hvis de ikke også kan acceptere den del af dig.Har du inden da lyst til at tale med nogen om din tvivl, så kan du måske tale med nogen, du ved ikke vil dømme dig. F.eks. en særlig god veninde som du stoler på? Du kan også altid ringe til os på BørneTelefonen. Kender du i øvrigt www.sexlinjen.dk? De har specialiseret sig i at rådgive unge (12-25 år) i spørgsmål om sex. De har ligesom BørneTelefonen en brevkasse og en gratis, anonym telefonrådgivning, hvor man kan ringe ind og tale med en voksen om sex. Hvis du har lyst, kan du jo tjekke deres hjemmeside. Synes du, det lyder som en god måde at gribe det an på lige nu? Hvis du tænker, at det er vigtigt for dig at dele din tvivl med din familie eller veninder, så er du meget velkommen til at kontakte os igen. Så vil vi meget gerne hjælpe dig med at finde en god måde at åbne for en samtale med dem.Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat