Kære Pige på 15 år,
Tak for dit meget ærlige brev om din ven, som du føler forlanger, du skal tage hans mødom. Følelsen af at føle sig udnyttet er ikke rar og jeg vil dele nogle af mine tanker med dig. Jeg tænker det handler om signaler og om at få sagt til og fra.
Jeg tænker, at du og din ven ikke helt er enige om, hvad det vil sige bare at være venner. Det er meget normalt, at man bliver nødt til at sætte mange ord på, hvad der ligger i et venskab. Kunne det tænkes, at der er sket noget mellem jer, siden I startede på efterskolen sammen, så I nu føler jer mere frie sammen? Jeg ved fra andre unge, der starter med at være venner, at når de så bliver trygge ved hinanden, kan der blive en mere fri tone, og der kan komme nogle andre følelser mellem dem. Måske er det det, som du oplever med din ven lige nu. Kunne det tænkes, at du tog en snak med ham om jeres venskab. Jeg tænker, at det er vigtigt, han ved, hvad du føler, og han ved, at du savner den ven, han var engang for at kunne ændre på sig. Måske har du sendt nogle signaler, som du ikke har været klar over, og dem har han misforstået. Det kan tit være svært at finde balancen for en flirt. Jeg ved godt, at det kræver mod og få taget sådan en snak, men jeg håber, du kan finde mod til det, så du og din ven kan få klarhed over jeres venskab.
Du skriver, du føler dig som luder. Det er ikke i orden, at du skal gå med den følelse, og på ingen måde ok at lade andre styre, hvem du har sex med. Du bestemmer over dig og din krop, husk altid på det. Måske skal du øve dig i at være helt tydelig omkring, hvad du vil finde dig i. Det er helt i orden at være tydelig i, hvor éns grænser går, så den ikke bliver overskredet. Det er en måde at passe på sig selv.
Måske er det svært for dine drengevenner at forstå, at du kun mener dit flirteri for sjov. I den alder I har lige nu er der meget, som kan virke som en invitation til sex, feks. Påklædning, frække bemærkninger og snak om sex, selv om det ikke er det, du tænker. Der sker rigtigt meget med jeres hormoner i puberten, og mange tænker meget på sex og snakker meget om sex. Det er helt normalt, men vigtigt at man altid mærker efter og får sagt til og fra, så man ikke presses til noget, man ikke er parat til eller har lyst til.
Kunne det tænkes, at du snakkede med en af dine lærere om, hvordan du har det og forslog, at læreren tog det op som et generelt emne i klassen eller på hele efterskolen. Det skal ikke handle om dig, men mere en generel snak om grænser og signaler. Det er ikke altid læreren er klar over, hvad der sker uden for klassen. Tit handler det bare om, at alle får en fælles snak, så man får stoppet en dårlig vane med at overskride hinandens grænser.
Håber mine tanker har hjulpet dig lidt på vej? Jeg vil håbe du og din ven får talt sammen, så I igen kan være venner med respekt for hinandens grænser. Husk du kan også altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder voksne klar til at lytte og snakke videre med dig
De bedste hilsner BørneTelefonen