Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bøsse

Hej.
Jeg er en dreng på 15 år og jeg tror jeg er blevet bøsse. En dag var jeg sammen med med af mine rigtig gode venner. Vi sad hjemme ved mig og så lige pludselig gik jeg over og kyssede ham. Efter jeg havde kysset ham løb han bare ud af døren og lige siden har vi ikke snakket sammen.

Hvad skal jeg gøre ved ham og mig selv. Er jeg bøsse?

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om du reagerede helt spontant den dag og bare pludselig fik lyst til at kysse din ven? Eller om du mon havde gået og tænkt på det i et stykke tid og leget lidt med tanken om, hvordan det mon ville føles? Jeg synes egentlig, det er ret modigt af dig at reagere på en sådan følelse i kroppen, når man er 15 år. Jeg kan forestille mig en del drenge i den alder, som måske har følelsen og lysten, men som ikke ville turde gøre det. Men det gjorde du!

Så får jeg lige lyst til at spørge dig om, hvordan det føltes for dig? Mærkedes det godt og dejligt nede i maven? Var det en varm følelse eller var det bare mærkeligt?

Den følelse, det gav dig, kan du måske bruge til at pejle dig lidt ind på, om det er noget du har lyst til at prøve mere af? Hvis det føltes rigtig rart og gav dig en varme i maven og kroppen, så kunne det måske godt tyde på, at det er noget, du har lyst til at prøve igen.. Måske bare på en lidt anden måde, så du ikke risikerer, at den anden reagerer på samme måde som din ven denne gang gjorde. (Jeg tænker nemlig at det måske har virket ret overvældende for ham, hvis ikke han havde set den komme eller haft lejlighed til at mærke efter om det var noget han havde lyst til..)

Det behøver ikke betyde, at du er bøsse, men mere at du er i en periode af dit liv, hvor du er nysgerrig på din egen seksualitet og du er ved at finde ud af, hvem du er, og hvad du godt kan lide. Det kan være, du har det anderledes om et halvt år, det kan også være, at du føler dig mere sikker i din seksualitet om et halvt år, men måske skal du lade være at tænke dig selv ind i bestemte kasser, men bare være nysgerrig på dine følelser og lyster. Jeg er ret sikker på at du med tiden bliver mere klar på hvem og hvad du kan lide. Lyder det rigtigt i dine ører?

I forhold til din ven, fortæller du, at han er en af dine rigtig gode venner.. Men samtidig siger du, at I ikke har talt sammen siden den dag. (Nu er der jo gået lang tid siden du sendte brevet, så måske har tingene løst sig allerede..?) Hvis ikke, tror du så, at han går rundt og venter på, at du kommer med et udspil i forhold til at forklare ham, hvad der skete eller måske spørge ham, hvad han tænker om det, der skete den dag? Jeg kunne godt forestille mig, at det måske skal være dig, der tager initiativ til kontakten, for han kunne måske godt gå rundt med en oplevelse af, at det var dig, som gjorde noget helt uventet.. Kan du følge mig i det?

Hvad har du mest lyst til, at der skal ske i mellem jer? Vil du gerne slå en streg over det og bare fortsætte i jeres ”gamle” måde at være venner på? Eller har du mere lyst til, at I taler om, hvad der lige skete den dag og hvordan det føltes for jer hver især? Måske vil det være lidt mærkeligt at have en sådan oplevelse mellem jer uden lige at tale bare kort om det... Eller hvad tænker du?

Det er lidt vigtigt for mig at sige, at det absolut er almindeligt at have både følelser og lyster for nogle af sit eget køn, lige meget hvilken alder man har. Men der er en del unge, som oplever kortere eller længere perioder, hvor de føler sig meget tiltrukket af én fra sit eget køn.

Hvis du synes, det er lidt svært at finde den rigtige måde at tale med din ven om, hvad der skete, kan det måske hjælpe dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 og tale med én af rådgiverne om, hvordan man kunne gribe det an..

Men det vigtigste er måske bare at være ærlig overfor din ven og fortælle ham, hvor meget jeres venskab betyder for dig og du ikke har lyst til at miste jeres venskab på grund af den hændelse. Tænker du også det?

Jeg håber, du snart får kontakt med din ven igen. (Hvis ikke du allerede har fået det...)

Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat