Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Blod under sex

Kære børnetelefonen,

jeg har oplevet to gange nu, at jeg har blødt under sex.

Jeg har været seksuel aktiv med min kæreste i 6 måneder, og her for et par uger siden blødte jeg under sex, det gjorde ikke ondt eller noget, men vi opdagede det midt under sex og stoppede da det var en mood killer.

Her i dag oplevede vi det igen, men denne gang var det mere voldsomt, og det kom indefra min skede, det var ikke en rift på hinden eller noget. Igen kunne det ikke mærkes, og vi opdagede det først da han var kommet.

Er der nogen forklaring på, hvorfor jeg bløder under sex? Det kommer ikke fra selve det der er på ydersiden, men sådan inde, hvor han skal ind.

Mvh. A

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Tak for dit brev. Det er godt, du er opmærksom på din krop.

Jeg forstår dit brev sådan, at du ”kun” har oplevet at bløde lidt under samleje to gange, men at du og din kæreste har haft sex flere gange – uden du har blødt?

Hvis det er sådan, det hænger sammen, virker det ikke umiddelbart som om, der er noget ”galt”. Selvom du ikke føler eller har kunnet se, om du har haft en rift i skeden, kan det faktisk alligevel godt være det, der har gjort, du blødte. Man kan have indvendige rifter i skeden, som f.eks. kan være kommet af, at man ikke er helt våd nok, når man har sex. Det er ikke sikkert, at det er det, der sker i dette tilfælde, men det kan være, at det vil hjælpe, hvis I bruger lidt ekstra tid på forspil – eller hvis I f.eks. køber noget glidecreme. Det kan fås i håndkøb på apoteket og koster gerne omkring 50-80 kr. Selvom man er tændt og føler sig helt klar, er det ikke altid, at man er helt våd. Det kan være en god idé, at mærke efter med en finger.

Hvis du oplever, at det fortsætter, er det også en rigtig god idé at bestille en tid til en gynækologisk undersøgelse hos din læge. Bare så han/hun kan tjekke, at alt er, som det skal være. Når man er seksuelt aktiv, er det godt at blive tjekket engang i mellem, også selvom der ikke er noget, der føles ”forkert”. Du finder din læges telefonnummer på dit sygesikringskort. Man kan måske godt være lidt nervøs første gang, man skal have foretaget sådan en undersøgelse, men det er en fast del af lægens arbejde, så han/hun er vant til at udføre undersøgelsen, og det går oftest ret hurtigt.

Godt, du er opmærksom og passer på dig selv. Bliv ved med det!

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat