Biseksuel?
Hej.
Jeg er en næsten 13 årig pige, og jeg har i næsten et helt år tænkt over min seksualitet. Jeg er ret sikker på at jeg er biseksuel, men jeg bliver ved med at fortælle mig selv at jeg skal vente og tænke over det. Sådan har det været i næsten et år, men tankerne bliver bare større og større. Jeg bliver ved med at tænke på det, og ved bare ikke hvad jeg skal gøre.
Det har jo lige været Pride month, og jeg støtter mega meget. Mine forældre synes at det er lidt mærkeligt at jeg støtter SÅ meget, siden jeg ikke er en del af det samfund. Men de ved jo ikke at jeg nok er biseksuel. Jeg ved at det her ikke bare er en fase jeg går igennem. Det er jeg helt sikker på. Jeg har ikke haft følelser for en pige, men jeg er forelsket i nogle karakterer fra serier og film.
Jeg prøver at vise mine forældre at jeg også er tiltrukket af piger, så når jeg springer ud (hvis jeg er sikker på at jeg er bi) bliver det ikke så stor en overraskelse for dem. I dag kom jeg ind i stuen og der var en reklame i tv’et med en sygt smuk pige. Jeg sagde at jeg synes at hun er virkelig smuk, med sit gyldenbrune hår og grønne øjne. (Det væltede bare ud af mig, da jeg begyndte at snakke om hendes hår og øjne) Min mor kiggede bare på mig på en lidt mærkelig måde.
Jeg så også en film med mine forældre for to dage siden, og Jennifer Aniston var med i den. De sagde at hun også er blevet gammel, men hun er sgu da stadig den smukkeste kvinde ever, selvom hun er 50! Jeg sagde at hun stadigvæk er mega flot.
Jeg er bange for at når jeg springer ud (igen, hvis jeg bi) vil mine forældre bare sige at det er en fase jeg går igennem, og at jeg er for ung. Jeg tror at de gerne vil have at jeg er ligesom de andre. (Jeg kæmper med ensomhed og den slags, i efterhånden flere år.) De vil måske synes at jeg vil fortælle alle at jeg er biseksuel for at få mere opmærksomhed fra de andre i min klasse. Men det gør jeg ikke!
Jeg er ikke bange for at springe ud til min klasse. Jeg er rigtig stolt. Men mine forældre gør mig bare nervøs. Den eneste jeg har fortalt det her til er min bedsteveninde. Hun siger at hun støtter mig ligemeget hvad, og at hun altid vil være der for mig.
Tingene bliver bare mere kompliceret, for jeg er forelsket i den her fyr. Jeg har været forelsket i ham, i næsten syv år. Min bedsteveninde siger at hun tror at han også kan lide mig. Jeg ved at hun aldrig ville lyve overfor mig, men jeg vil ikke give mig selv håb og så blive skuffet. Jeg er bange for at hvis jeg er biseksuel og han også kan lide mig, stopper han måske med at kunne lide mig. Men jeg vil bare gerne være ærlig med alle, jeg vil ikke skjule hvem jeg er, jeg vil være stolt.
Til min fødselsdag ønsker jeg mig Pride tøj rigtig meget, men jeg tror ikke at mine forældre vil købe det til mig, fordi de tror jeg er heteroseksuel og hvis jeg går med det tøj “vil alle tro at jeg er noget andet.” Og hvad så hvis jeg “er noget andet?” Hvad er der galt i det?
Jeg er bare forvirret, har lyst til at springe ud og få alt det her overstået. Jeg har sagt til mig selv at jeg kan bruge sommeren til at tænke over det en sidste gang og at jeg efter min fødselsdag (16 August) skal til at “træffe en beslutning.” Jeg ved godt at man ikke bare kan sige “nu er jeg biseksuel” men er rigtig sikker på at jeg er.
Jeg skal stoppe med alle undskyldningerne og finde ud af det her og være ærlig overfor mig selv og dem omkring mig. Hvis jeg er så sikker på at jeg er det, så skal jeg fortælle mig selv at jeg er biseksuel og bagefter, stille begynde at sige det til andre. Jeg skal til at træffe en beslutning, hvis man kan sige det
Jeg har haft lang tid til at tænke over det, så det er vel på tide jeg træffer en beslutning om hvad jeg er. Lige nu ser jeg mig selv som biseksuel, men jeg vil bare gerne være helt sikker.
Jeg er typen som overtænker alt for meget. (som man nok kan læse)
Jeg tror at jeg overtænker mer hensyn til mine forældre, men det er bare sådan jeg er.
Undskyld at brevet blev så langt, men når jeg først går igang med at skrive kan jeg ikke stoppe.