Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

bange for intimitet

Hej med dig

Jeg går rundt og føler mig forkert på den, selvom jeg godt ved at jeg ikke er det.

Jeg har følt mig klar til at have sex, siden jeg var omkring 15, men har stadigvæk svært ved alt der har med sex at gøre.

Jeg går i 3.g og har kun haft sex en enkelt gang, og det endte helt forfærdeligt.

Han var langt mere erfaring end mig, og jeg var alt for selvbevidst. Da jeg stoppede ham og undskyldte, sagde han at: “det er ok, så længe du ikke kommer i morgen og siger at du er lesbisk”. Det gjorde virkelig ondt, og jeg havde slet ikke mig selv med i det. Den eneste grund til at jeg var sammen med ham, var fordi at han var den første der nogensinde havde været interesseret i mig.

Jeg vil rigtigt gerne have sex, men kan slet ikke finde ud af at flirte, eller hvad jeg skal gøre.

Det er svært, fordi jeg føler at jeg har forpasset de år hvor de fleste andre eksperimenterede, og var grønne når det kom til dating og sex. Langt de fleste af mine venner er helt komfortable med det nu, og her sidder jeg.

Jeg ved at jeg gerne vil være tæt på nogen – både fysisk og psykisk, men hver gang nogen flirter med mig, går jeg fuldstændig i baglås, og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Den eneste måde jeg kan være komfortabel i det, er hvis jeg kender personen i forvejen, men det er lige som om at når folk først har lært mig at kende, så er der ingen tiltrækning fra deres side af. Det er kun fremmede mænd i byen der flirter med mig, og det gør mig utroligt ukomfortabel.

Jeg ved at jeg kan være neurotisk og er mere ansvarlig/forsigtig end hvad godt er – og det har jeg det fint med at være. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der måske ikke er nogen der er tiltrukket af mig.

Det er ved at stige mig til hovedet, og den selvtillid jeg havde opbygget efter jeg gik ud af folkeskolen, har jeg snart pillet helt væk, fordi jeg bliver ved med at finde grunde til at der ikke er nogen fyre der kan lide mig (ud over den lejlighedsvise fulderik i byen) og det gør det også meget sværere at tage det første skridt overfor en fyr.

Jeg ved jo godt at jeg er attraktiv og sød, men der bliver ved med at dukke dystre tanker op om at det er fordi jeg er lettere overvægtig, eller fordi jeg ikke kan finde ud af at slippe kontrollen, eller fordi jeg bare ikke er det værd.

Jeg har virkelig ikke lyst til at gå ud af gymnasiet til sommer, næsten helt uden seksuelle erfaringer.

Jeg tror bare overall, at jeg rigtig gerne vil føle mig komfortabel i det at have sex og flirte. For jeg er ved at blive sindsyg af at tvivle på mig selv hele tiden.

Hilsen den fortvivlede

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 18 år.

Hvor er det godt, at du skriver til Brevkassen og deler dine tanker med mig, for jeg kan høre på dig, at du spekulerer meget og at du føler dig anderledes end andre unge mennesker. Bekymringer har det med at vokse sig større, hvis ikke man deler dem med nogen, men det har du heldigvis nu gjort.

Hvornår man har sin seksuelle debut varierer rigtigt meget. Det kan bl.a. både have noget at gøre med, hvor tidligt man er udviklet, det kan have noget med modenhed at gøre og så kan det også afhænge af, om man lige møder den rigtige. Der er ikke noget af det, som kan eller skal forceres, for så ender det nemlig bare med ikke at være en god oplevelse. Du fortæller, at din første seksuelle oplevelse desværre ikke var, som du havde håbet på. Skuffelsen over ”den første gang”, den deler du med mange unge mennesker, for det er faktisk ikke så tit, at den oplevelse lever op til forventningerne.

Jeg taler hver dag med mange unge mennesker på din alder, som tror, at de er de eneste, som ikke har haft sex endnu og savner de ting, som du også skriver om. Du skal bare vide, at det er helt normalt, at man ikke er særlig erfaren rent seksuelt. Oftest er det bare kun dem, som er meget aktive på det punkt (eller som i hvert fald fortæller, at de er det!), som man hører om. Man hører ikke så meget om den store gruppe af unge mennesker, som ikke har så mange seksuelle erfaringer. Derfor vil jeg opfordre til at se anderledes på de år der er gået og de år der kommer. De år der er gået kan ikke gøres om, men jeg ser det ikke som,  at du har ”forpasset de år, hvor de fleste eksperimenterede”. Du har ikke mødt nogen, som du var klar til at eksperimentere med. Der er rigtigt mange, som først får deres gode seksuelle erfaringer og bliver komfortable med sex senere i livet. Hvad tænker du om det?

Du skriver, at du rigtigt gerne vil have sex, men at du ikke kan finde den rigtige at have sex med, fordi du helst vil havde det med en, som du kender i forvejen. Det tænker jeg, lyder som en god ide, for det vil skabe en mere tryg ramme for dig. Jeg sidder og tænker på, om det måske i virkeligheden er en kæreste, som du savner? Måske handler det slet ikke så meget om sex? Eller har jeg mon misforstået dig? Hvornår man lige møder en, som man bliver tiltrukket af og hvornår man bliver forelsket, det kan man jo ikke helt selv styre. Kærligheden har det med at dukke op, når man mindst venter den, og især hvis man er på kig efter kærlighed. Måske kan det hjælpe dig, at du tænker mindre på sex som målet og mere kigger efter en kærlig kæreste, som du føler dig tryg ved og derfra kan overveje, om I skal have sex? Hvis du får øje på en, som du fornemmer er en kærlig person, så kunne det være dig, der giver personen øjenkontakt. Det kan være en du kender, som du gerne vil lære mere at kende – måske en du kender gennem venner. Det kan også være at spørge om, personen vil en tur i biffen, på cafe eller andre ting, hvor der ikke er så mange andre. At give en anden sin øjenkontakt og nærvær er godt tegn på, at man er interesseret i at lære den anden bedre at kende. At flirte betyder ikke altid at man skal have sex, hvis du spørger mig.

Du ved heldigvis godt, at du er sød og attraktiv og alligevel tvivler du på dig selv, – præcist ligesom langt størstedelen af unge mennesker gør. Det at være søgende og tvivlende, det er en del af det at være ung. Det kan være svært, når man står midt i det, men kan det mon hjælpe dig lidt at vide, at du ikke er alene med den tvivl og at det ændrer sig i takt med at du bliver ældre? Måske du har en god veninde, som du vil kunne tale med det om?

Jeg tænker, at du måske kunne prøve ikke at tænke så meget over det, – prøv at nyde dit sidste år i gymnasiet og hygge dig med dine venner. Så er jeg sikker på, at det med flirt, kærlighed og sex nok skal komme til dig også, – tror du mon, at du vil kunne gøre det?

Pas godt på dig selv.

Kærlige hilsner

BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat