Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sex og flashbacks

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 15 år

Jeg har haft en kæreste i 1 måned nu, vi havde også noget et stykke tid før vi blev kærester.

MEN for et par dage siden ca. omrking vores månedsdag dyrkede vi sex for første gang, og jeg mistede min mødom.

Jeg tog hjem til ham efter skole og vi dyrkede sex for 3 gang, men problemet er bare at jeg får flashbacks når vi dyrker sex.

Disse flashbacks er fra min barndom og fortid, fra dengang min gamle pap far slog, råbte, skubbede osv på og af mig.

Udover det synes jeg heller ikke det er rart at dyrke sex, men jeg kan virkelig godt lide min kæreste og føler mig tryg i hans selvskab.

Det er bare ikke nemt når jeg får flashbacks fra en tid i mit liv som bestemt ikke var rar..

Jeg har ikke snakket med ham om det, og ved heller ikke hvordan jeg skal få det sagt.

Da vi dyrkede sex for 3 gang begyndte mine ben at ryste bagefter, de rystede enormt meget, og det stoppede ikke før ca. 45 minutter efter.

Jeg forstod ikke hvorfor det skete, så jeg spurgte ham om han vidste hvorfor, og han sagde det kunne være fordi jeg ikke var vant til at dyrke sex.

Men jeg er itvivl om det er grunden.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er meget itvivl.

Hilsen den forvirrede pige.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære forvirrede pige.

Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg virkelig er glad på dine vegne over at du har fundet en kæreste, som du føler dig glad og tryg ved. 

Jeg tænker – som du også selv har tænkt – at det som der skete i din fortid sagtens kan hænge sammen med dine oplevelser i forbindelse med sex nu. 

For det er ofte sådan at hvis man har oplevet noget meget traumatisk – som det er, når man bliver slået, råbt ad og lignende – at følelserne derfra ikke ‘’bare’’ forsvinder af sig selv. Oplevelsen forsvinder i hvert fald slet ikke, hvis man ikke dengang eller siden får snakket ud omkring det eller har nogle voksne som man kan blive støttet af efterfølgende. 

Måske grunden til at det særligt opleves så voldsomt for dig er fordi at den kontakt som du dengang fik af en voksen mand, som ellers skulle passe på dig og beskytte dig som en far – var voldelig imod dig i stedet for. Så føler du dig måske ubevidst ikke så sikker og tryg, når du nu er i kontakt med det mandlige køn i dag.

Måske kan det som du nu oplever med dine ben, der ryster og følelsen i maven være en form for angst.

Det er i hvert fald noget, som jeg synes at du skal snakke med din kæreste om. Måske du ikke behøver at gå i detaljer omkring din fortid – hvis du ikke føler dig klar endnu. Men du kan fortælle ham at du tidligere i livet har oplevet nogle voldsomme ting, som nu gør at du kan reagere som du gør, når I har sex. For på den måde ved din kæreste også, at det intet har med ham at gøre – og at han ikke gør noget forkert. 

Det er okay, hvis du så også føler, at du nogle dage har lyst til at sige fra overfor sex. Fortæl din kæreste at du elsker ham, men bare har det lidt svært nogle dage. Der kan godt gå lang tid i starten, inden den føles rigtig rart. Især hvis kroppen er anspændt, som du beskriver, kan det godt gøre ondt. Også selvom man har lyst og er glad for sin kæreste. Det er helt naturligt, men fylder måske ekstra for dig, fordi du netop har svært ved at undgå de her flashbacks.

Mit bedste råd er, at du snakker med en voksen som du føler dig tryg ved. Eller med en god veninde og endda måske også med din kæreste (hvis du nu skulle klar til det, om de her flashbacks. For det kan hjælpe dig meget at få snakket ud omkring din fortid, hvis du skal kunne leve dit liv fuldt ud og føle dig tryg i fremtiden.
Hvis det nu ikke hjælper at få snakket med en som du er tryg ved eller at du måske ikke lige ved hvem, som det skulle være – så kan du også tage en snak med din læge omkring det. Lægen vil kunne henvise dig til noget psykologhjælp. Det kan være rart at snakke med nogen ‘udefra’ som man ikke kender i forvejen om de svære følelser og tanker. 

Ligeledes vil en anonym rådgivning som Headspace måske kunne hjælpe dig. Du kan læse mere om deres rådgivning HER

Hvis du ønsker at vi på BørneTelefonen skal hjælpe dig med hvordan du kan åbne op for snakken om din fortid – så SMS, chat eller skriv gerne et brev mere til os.

Jeg ønsker dig det bedste på din vej frem. 

De bedste hilsner fra BørneTelefonen. 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat