Brev

Biseksuel?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Det lader til, at du gør dig rigtig mange tanker, hvilket er godt! Det lyder til, at du er igang med at lære din seksualitet at kende.

Derfor er det helt forståeligt, at du må ud og prøve nogle forskellige ting af for at se, hvad der sker. Måske forelsker du dig en dag i en pige/kvinde, og når måske til et punkt, hvor du vil introducere hende til dine forældre. Det kan også være, at der sker der noget helt andet. Det er ikke til at sige. Som det er lige nu, synes jeg du skal gøre det, du føler for.

Hvis du er biseksuel er det jo helt fint. Hvis du ikke er, så er det også helt fint. Vores seksualitet udvikler sig gennem hele livet og kærlighed er kærlighed. Du nævner ikke noget om, at dine forældre udtaler sig negativt om homoseksualitet eller biseksualitet. Så der er måske ikke så meget at frygte, som du gør?

Det er dog helt forståeligt, at du gør dig tanker om køn og sex. Og det er rigtig fint, at du har fortalt din bedste veninde om, hvordan du har det! Dejligt at høre, at hun støtter dig. Hun lyder som en god ven.

Du skal også vide, at du har ret til at holde dine tanker og din seksualitet for dig selv. Du har nemlig ikke pligt til at ‘melde ud’. Du har heller ikke pligt til at ‘træffe beslutning’. Andre har ikke ret til ‘ærlighed’, når det kommer til din seksualitet. Dine seksuelle følelser kan som sagt også ændre sig gennem livet. Det i sig selv kan også gøre det til en umulig ting, at melde ‘ærligt ud’.

Prøv om du kan slippe tanken om, at du holder nogen for nar og er ‘uærlig’. Så længe man ikke gør nogen fortræd, må man jo gerne være usikker på de her ting. Du bliver 13 snart, og jeg synes det er meget modigt og modent af dig allerede at gøre dig disse tanker nu!

Jeg vil give dig et råd: Prøve dig frem, vær sammen med en pige, hvis du har lyst – eller vær sammen med en fyr. Prøv ikke at bekymre dig så meget om, hvad dine forældre vil sige, eller hvad de synes.

Måske skal du blot mærke efter, når du møder en sød person, om du er tiltrukket af ham eller hende? Måske det er en idé at prøve at være “kønsblind”, hvis du kan. Forelsk dig i mennesker og ikke i kønnet; dreng eller pige. Giver det mon mening?

Du skriver også, at du er forelsket i en fyr og har været det i 7 år. Det lyder da dejligt, at han måske også godt kan lide dig! Jeg tror, at hvis han er en god fyr, så vil han kunne lide dig, for den du er. Hvis I bliver kærester, kan I jo tale om det dér. Men jeg synes, at det vigtigste er, hvordan du har det med ham. Og ikke at du måske også er til piger.

Jeg tror det ville være godt for dig at prøve at se, hvordan det er at være sammen med ham og mærke på egen krop, hvordan det er at være kærester med en fyr. Og om du stadig savner tanken om en pige? Det kan måske afklare tingene lidt for dig.

Jeg synes det er opløftende at læse, hvor positiv du er overfor Pride. Det er også godt at høre, at du ville være stolt over at være biseksuel. Hvis alle tænker på den måde, bliver der plads til alle former for seksualitet.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Og husk på at du altid er velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen igen, hvis du har flere spørgsmål. Eller hvis din situation ændrer sig, og du har brug for at tale om det.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Sex og seksualitet

Når man er ung, kan man have mange tanker og spørgsmål om sex og seksualitet. Måske du ikke har haft sex, men er nysgerrig på, hvad det er og tænker måske: Hvordan er den første gang? Hvordan har man et samleje? Hvordan onanerer man? Hvad er orgasme?

Det kan også være, du slet ikke er klar til at have sex eller tænker over, hvordan man egentlig ved, om man er klar til det…

Hvis du har haft sex, kan du være, du har spørgsmål som: Hvordan taler man om sex med sin kæreste? Hvilken prævention skal jeg bruge? Hvordan ved jeg, om jeg har fået en sexsygdom? Hvorfor er jeg øm efter sex?

Det kan også være, du oplever at have tanker og oplevelser omkring din seksualitet. Er jeg til piger eller drenge? Eller er jeg måske biseksuel – og til begge køn?

Her kan du se forskellige film om sex, seksualitet og krop – blandt andet en film om hvordan man fortæller andre om sin seksualitet. Du kan også prøve en quiz om sex og seksualitet eller læse andre børns breve med svar fra andre børn og fra BørneTelefonen.

Chat
Chat