Kære pige på 14 år
Hvor er det bare godt, at du stopper op og mærke efter, hvordan du har det, og hvordan du ikke har lyst til at have det. Det er en rigtig god egenskab at kunne mærke efter i sig selv. Og det er vigtigt for at kunne få det bedre.
Som jeg forstår dit brev, lyder der til at være to ting, der fylder hos dig: Angsten for at få en spiseforstyrrelse igen og lysten til at dyrke motion og derved tabe dig. Jeg bliver lidt bekymret over at høre, at din plan er at tabe 7-8 kg. i løbet af sommerferien. Det er rigtig mange kilo at tabe for en krop i udvikling. Mange piger i din alder oplever, at deres kroppe udvikler sig, og at de får former, som de ikke har haft før - og det kan man komme til at forveksle med at føle sig tyk. Det er et helt normal skridt i udviklingen, men det kan tage lidt tid, før man vænner sig til det. Er det mon sådan, du har det? Nogle gange kan man også komme til at sammenligne sin egen krop med andres kroppe. Det kan vi alle sammen komme til, men alle kroppe er forskellige og smukke på hver deres måde, så vi kan alligevel ikke komme til at se ens ud. Hvad tænker du om det?
Du skriver, at du er bange for at få en spiseforstyrrelse igen. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der mon gjorde, at du kom af med spiseforstyrrelsen sidste år? Hvad gjorde dig mon i stand til det? Var der nogle ting, du gjorde anderledes i den periode? Kan du bruge det igen nu, til at se alle de dejlige sider af dig selv og især få vendt dit syn på din krop til noget positivt og smukt.
Samtidig kommer jeg til at tænke på, om der var nogen, der vidste, hvordan du havde det dengang? Og om der mon er nogen, der ved hvordan du har det nu? Grunden til at jeg stiller alle de spørgsmål er, at det er rigtig vigtigt at menneskerne omkring én ved, hvordan man har det, så de bedst mulig kan hjælpe. Det kan være svært at gå rundt med så mange tanker alene, og de kan hurtigt komme til at vokse inden i én. Tror du mon, at du kunne fortælle din mor eller far om, hvordan du har det? Måske det kan virke som en skræmmende ting at skulle gøre, fordi man kan være bange for, hvordan de reagerer. Men det er rigtig vigtigt, at du får fortalt eller skrevet til nogen om dine tanker, så de kan hjælpe dig med ikke at have det så svært. Hvis tanken om at skulle fortælle det er for svær, er det også en mulighed at vise din mor eller far det brev, du har skrevet til os eller sms'e.
Jeg håber, at du har mod på at fortælle nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå med alle bekymringerne alene - men kan få støtte til at få det godt igen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
