Kære pige på 13 år
Tak for dit brev til BørneTelefonen. Hvor er det godt du skriver herind, når der er noget som fylder i dine tanker. Det må du altid gerne!
Jeg fornemmer i dit brev, at du havde brug for at dele nogle ting, som du aldrig har talt med andre om. Det er meget modigt af dig.
Når jeg læser dit brev, så kan jeg høre at du har oplevet meget – og også ting, som er meget grænseoverskridende.
Du har været igennem nogle hårde år, hvor du har været i kontakt med ældre mennesker på en måde, som du måske ikke er så glad for den dag i dag. Og måske du godt kan mærke det på dit humør. Mon det er sådan du har det?
Jeg får lyst til at fortælle dig, at i Danmark er lovgivningen sådan, at børn under 15 år ikke kan give samtykke. Det vil sige, at det er ulovligt, når voksne mennesker har seksuel kontakt med børn under 15 uanset, om de giver samtykke.
Du skriver at det ikke fylder mere, men jeg fornemmer alligvel, at det måske stadig fylder i dine tanker. Hvis du har det sådan, så forstår jeg det godt. Det er stærkt af dig, at du har fundet en vej ud af det.
Jeg kommer til at tænke på, om du skriver herind, fordi du har brug for at tale med nogle om de ting, som du har oplevet?
Det ved jeg i hvert fald at andre børn og unge, som skriver ind til BørneTelefonen kan have brug for.
Når man ser tilbage på en svær tid, kan man måske føle sig nedtrykt. Særligt, hvis man ikke har fået delt sine oplevelser med nogle, som kan hjælpe og støtte en.
Det du har oplevet er faktisk ulovligt. Det er ulovligt, når ældre mænd eller kvinder har en seksuel kontakt til dig. Det betyder, at det er ulovligt for dem at modtage, bede om eller have nøgenbilleder af dig. Faktisk er det ulovligt med den slags billeder eller videoer af børn og unge helt op til 18 år.
Det er vigtigt for mig at sige, at det er den voksne, der gør noget ulovligt – ikke dig.
Selvom børn under 15 også kan have seksuelle følelser og lyst til forskellige ting – for eksempel opmærksomhed fra voksne. På samme måde har nogle voksne seksuelle tanker om børn. Forskellen er, at det er ulovligt, og derfor forkert for voksne at have seksuel kontakt til børn.
Det er fordi forholdet mellem et barn og en voksen er et ulige forhold. Forstået på den måde, at den voksne har ansvaret. Derfor er et seksuelt forhold mellem et barn og en voksen en krænkelse.
Ligesom du har ret til ikke at blive krænket i virkeligheden, har du faktisk også ret til ikke at blive krænket på nettet. Og du har ret til selv at bestemme over din egen krop – også på nettet, hvilket vil sige, at du selv bestemmer over nøgenbilleder af dig.
Det vil sige, at de voksne, som du har sendt nøgenbilleder til, faktisk kan straffes for at have den slags seksuel kontakt med dig.
Hvis du på et tidspunkt vil anmelde nogen for det, kan vi hjælpe dig herinde på BørneTelefonen. Så kan du få hjælp af det, vi kalder en bisidder.
Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, der har haft brug for hjælp. En bisidder er en voksen, der kan møde dig, hvor det passer dig: På en café, på biblioteket, i en park eller hvor som helst I to aftaler.
Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår . Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er gratis at få en bisidder.
Hvis du allerede nu føler dig klar til at få en bisidder, kan du anonymt ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555556.
Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp. Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen, hvis du har lyst.
Det kunne måske også være en god ide at tale med dine forældre om det. Jeg kan forestille mig, at det nok kræver lidt mod at fortælle om, men det er godt at have nogle voksne, der kan støtte en.
Måske ville det være nemmere at tale med en voksen om, hvis du på forhånd overvejer, hvad du vil sige. Hvilke ord du vil bruge, hvad du vil sige, og hvad du måske ikke vil sige. Det kan nogle gange hjælpe at skrive nogle ting ned først.
Du kan få hjælp til at tale om noget svært her.
Andre du kan kontakte:
Hvis du har brug for at tale med nogle, så kan du også kontakte Headspace. Headspace er en organisation, der er lavet for at give unge, der har det svært, nogen at tale med.
Headspace har afdelinger rundt omkring i landet, hvor de hjælper unge i alderen 12-25. Lidt ligesom BørneTelefonen er der også frivillige rådgivere i Headspace, som gerne vil hjælpe unge, der har det svært. Det er gratis, og du behøver ikke at fortælle nogen om det.
Du kan også altid ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111. Der er altid nogen klar til at lytte. Vi har nemlig åbent dag og nat. Du er anonym, når du ringer til os, og det er helt gratis.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du er stærk, når du søger hjælp til de svære ting i livet.
Du må også altid gerne skrive igen eller ringe, hvis du bare har brug for at få lettet dit hjerte.
Kæmpe knus
Kærlig hilsen BørneTelefonen