Kære pige på 15
Tak for dit brev. Jeg kan sørme godt høre og forstå, at det er svært at være dig lige nu. Du er rigtig skarp på, at din krops udseende fylder rigtig meget for dig, og at dét hænger sammen med, at du føler et lavt selvværd. Du har dermed gennemskuet noget, som faktisk kan være rigtig svært at gennemskue - især når det handler om en selv. Det er simpelthen så godt gjort. Jeg må også sige, at jeg har stor respekt for, at en pige på 15 år, tager sig selv så alvorligt, som du gør - ved at bede om hjælp, når der er noget, der er svært. Det kan være rigtig svært. Du har en styrke inden i dig, som måske ikke altid føles lige tydelig, men bare det at tage skridtet og skrive ind til BørneTelefonen, det vidner om den store styrke, du altså har.
Du skriver, at dine spisevaner ændrede sig rigtig meget for et par uger siden. Jo hurtigere man får hjælp til at tale omkring sine tanker og følelser og årsagerne til, at man har ændrede spisevaner, jo hurtigere kan man få det godt igen. Dermed sagt at det er super godt, at du har handlet lidt hurtigt på, at du kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Når man får lyst til at ændre sine spisevaner - eller man føler, at der er noget i én, der på en måde kræver, at man ændrer sine spisevaner, så er det tit fordi, der bor noget helt andet svært i kroppen. Kunne det måske også være sådan for dig?
Hvis du tænker efter, kunne det måske være sådan, at det dårlige selvværd kommer fra noget helt andet end din krops udseende? Det kan nogle gange være sådan, at fordi det svære kan være følelser, som jo på en måde er usynlige, så sætter de svære ting sig i det, man kan se, nemlig kroppen eller dele af kroppen. Giver det bare lidt mening for dig måske?
Når jeg læser dit brev, får jeg fornemmelsen af, at du er meget alene med dine tanker og de ændrede spisevaner. Er det rigtigt fornemmet? Jeg fornemmer også på dit brev, at det faktisk er rigtig svært og ikke så rart at være alene med alt det svære, der fylder i dig? Er det mon rigtigt? Jeg bliver nysgerrig på, hvordan din familie har reageret på de ændringer, der er sket? Eller du har måske holdt det skjult så godt, at de ikke har reageret på nogen måde?
Jeg kan forestille mig, at det ikke kan være rart hele tiden at skulle tænker over ikke at 'afsløre', hvordan du har det. Kan du genkende det? Når man er begyndt på en rejse ud af svære ting i ens liv, så skal man undervejs passe rigtig godt på sig selv og have tålmodighed med sig selv og den rejse, man er startet på. Derfor tænker jeg på, at det måske kunne være rart for dig at ringe ind til BørneTelefonen på tlf: 116111 og tale med en voksen om det hele, hvor det samtidig ikke er en voksen, du kender personligt? Måske kunne du med tiden blive klar til at fortælle nogen du kender om dine tanker, men lige nu er næste skridt måske 'bare' at sige det højt til en, der lytter. Det kan nemlig nogle gange hjælpe mere end man egentlig lige tror, at sige det svære højt. Man kan komme til at føle sig 'lettere', for når tingene er sagt højt, så er en lille bid af alt det svære på en måde sluppet løs med ordene. Giver det mening?
Da du skrev dit brev tog du første skridt på din rejse væk fra det svære. Det første skridt er ofte det aller sværeste - og det har du allerede taget, du er altså sej! Det første skridt er ofte det skridt, hvor man beder om hjælp og accepterer, at der er noget der er svært, som man måske ikke selv kan eller skal være alene med. Men man skal huske på, at man på sådan en rejse ud af det svære skal tage et skridt ad gangen og man skal føle efter, så man ikke tager for store skridt. Så selvom man måske kunne have gavn af at tale med en profeseionel for at få hjælp og få det helt godt på sigt, så er det ikke sikkert, at det lige er det næste skridt, men først et senere skridt. Lyt til dig selv og lyt til det tempo du kan rumme. At finde en måde, hvor du kan rumme at lukke en anden ind på en eller anden facon, kunne måske være rigtig fint at tænke på som næste skridt på din rejse. Hvad tænker du om det? Du kan jo overveje, om du fx har lyst til og mod på at vise personen dit brev her til Brevkassen og mit svar, som en hjælp til at starte samtalen?
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig lidt på vej videre i den verden, der lige nu er svær, men på et tidspunkt vil lyse op, fordi du allerede har taget det første svære skridt og bedt om hjælp.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
