Selvværd.
Jeg har utroligt lavt selvværd.
Min krop er et evigt problem for mig.
Jeg er 14 år, 1.53 og vejer 49 kg, men jeg er bare ikke tilfreds med mit spejlbillede.
Mit ansigt er jeg heller ikke tilfreds med.
Hver gang jeg spiser noget jeg ikke anser som sundt, så begynder jeg at få tvangstanker, som fortæller mig, at de andre kan se, at jeg har taget på af det og, at de ser min krop som direkte klam.
Jeg suger maven ind hele dagen, fordi at jeg bilder mig selv ind, at jeg får trænet mine mavemuskler og dermed får den mave jeg ønsker.
Jeg går rundt næsten helr dagen og tænker på, hvordan min krop dog må se ud og bliver flere gange om dagen nød til at rive fat i mit fedt på maven, fordi at jeg er utilfreds med det.
Jeg har on/off perioder med henholdsvis sund mad, men måske for lidt af det, med 1 times motion 6 gange om ugen og usund mad og ingen motion.
Lige i December er jeg på off, men jeg starter i Januar, selvom jeg altid kører død i det.
Jeg har for vane, at spise alt for meget, når jeg har adgang til mad.
Selvom jeg har det dårligt bliver jeg ved indtil, at maden er helt væk. Jeg får det ikke bare dårligt fysisk af det, men endnu værrere psykisk.
Jeg er også pludselig utrolig følsom.
Engang kunne jeg knap nok græde, men i dag skal der ikke det mindste til. Hvis jeg bliver sat til en opgave, som måske endda varer under 5 minutter, kan jeg begynde at græde, fordi at jeg ikke føler, at jeg har overskud til det.
Jeg tager også ting meget personligt.
Der var en episode med min veninde i dag, hvor hun nærmest inviterede mig i biografen og sø lidt efter sagde, at hun helst ville alene med den anden hun havde invitere, fordi at de ikke så tit er alene sammen, hvor jeg blev pænt ked af det.
Jeg har haft meget bøvl med en tidligere veninde, som udnyttede mig, og derfor tager jeg sådamne ting meget nært.
Desuden føler jeg, at der er alt for meget pres på mig.
Jeg har i forvejen store forventninger til mig selv, hvor jeg nærmest ødelægger mig selv. Hvis jeg ikke gør noget godt nok græder jeg og bliver skuffet over mig selv. Men samtidig er der også mine forældres forventninger og de vil have, at jeg skal være perfektionist indenfor alt. Ligefra bordvaner til skolearbejdet.
Det er dog helt klart mest min stedfar det handler om.
Andres meninger fylder meget i mit liv.
Hvis jeg synes, at noget jeg har lavet er flot, og nogen så kritisere det, så synes jeg automatisk, at de har ret. Jeg har prøvet dey i matematik før, hvor jeg lå blandt de bedste i klassen i prøven, men så fik at vide af min stedfar, at det ikke var særlig godt og så automatisk var enig med ham. Det er bare sådan min logik er.
Derfor tør jeg ikke længere at synge, som er det jeg brænder for, fordi at jeg er bange for at høre andres meninger.
Der er ikke rigtig nogen der ved det. Mine veninder har tit skubbet samtaler omkribg mit lave selvværd væk, så jeg er stoppet med at snakke med dem omkring det.
Mine forældre har jeg ikke lyst til at snakke med og end ikke skolesygeplejersker, fordi jeg ikke føler mig tryg ved nye memnesker.
Det startede omkring 11-års alderen.
Jeg ved ikke, hvad det kommer af, men det er nok en blanding af svigt og udfordringer.
Der var min veninde der misbrugte mig, hvor jeg bare var det tredje hjul, når hun var uvenner med hendes bedste veninde.
Min operation på grund af …( fjernet fra brevet og redaktøren bekendt), hvor jeg lå i sengen i et par måneder og først måtte være fysisk aktiv via løb og sport efter et år.
Da jeg var yngre var det fint, men det kom med årene.
Jeg er gået så vidt, som at jeg har cuttet på et tidspunkt.
Jeg kan ikke rigtig se en vej ud af denne her onde cirkel.
Hilsen den fortabte pige.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
