Selvskade, livet, sorg, ensomhed, selvværd

Hej Børnetelefonen.

Jeg har en masse på hjertet og håber virkelig i kan komme med nogle råd eller lign.
 
Jeg er en pige på 16 år og går lige nu på efterskole. Jeg venter bare på at komme hjem til sommerferie og være sammen med dem jeg elsker.

Jeg har for ca et halvt år siden haft det rigtig dårligt. Jeg synes ikke rigtig der var noget jeg kunne gøre, og var der overhovedet nogle som elskede mig?

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tackle mine problemer og jeg begyndte at gøre skade på mig selv.

Min bedste veninde fik det af vide. Hun gjorde mine dage en anelse bedre. Jeg var glad da jeg var sammen med hende. Jeg ville ikke have nogle skulle vide det, og der er mange i dag som slet ikke har en anelse om hvad der foregår. Jeg kunne ikke rigtig finde svar på hvad jeg var ked af. Men der er var ikke en aften/nat hvor jeg ikke faldt i søvn med tåre i øjnene.

Min veninde og jeg brugte timer på at snakke om alt mellem himmel og jord. Og jeg synes det hjalp men i større sigt vidste jeg ikke hvordan jeg skulle komme ud af problemet…

Min veninde (med min tilladelse) fortalte det til en lære. Vi fik en samtale sammen og læreren ville have min mor skulle vide det. Og jeg hadet tanken om det, for nu er jeg slet ikke perfekt. Min mor blev rigtig ked af det og vi fandt en psykolog til mig. En gang om ugen kom jeg, til at snakke med en psykolog.

Hjalp det… NEJ overhovedet ikke. Det gjorde det bare endnu værre. For alt det jeg sagde, blev ignoreret og vi snakkede kun og negative og positive ting. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. Min mor forstod mig slet ikke, eller hun vil ikke forstå det. Hun ignorerede også bare alt.

Jeg begyndte at skubbe folk mere og mere væk fordi de ikke skulle vide hvad der var galt.

Nu havde jeg kun min bedste veninde… Det er ikke nok til at holde motivationen oppe og at man gerne vil leve. Min veninde var den eneste som forstod mig. Hun hjalp mig utrolig meget. Hver aften ringede hun til mig og jeg lavede derfor ikke selvskade på mig selv da hun jo var i telefonen indtil jeg faldt i søvn. Har nu ikke gjort selvskade i nogen måneder.

Jeg kom også til lægen for at snakke, jeg fik af vide at jeg har en form for depression. Det gjorde ondt at vide.

Jeg begyndte også at se på mig selv. Hver gang jeg så mig i spejlet kunne jeg kun se en klam tyk pige. Jeg har en form for spiseforstyrrelse, eller tankerne til det. Det har jeg stadig. Tænker kun på at tabe mig og at jeg er tyk og grim. Nu er jeg på nupo (diæt) og det har gjort mig gladere, så den tanke om at jeg er tyk er væk i noget tid nu.

Men nu fokuserer jeg på nogle andre ting… Jeg bliver kommenteret på alt det jeg gør… “hvorfor er du så sur hele tiden”? “du sover også bare hele tiden” “du er blevet mere a social” Jeg kan ikke holde til det mere. Jeg føler slet ikke at jeg er sur, træt, a social. Jeg snakker med mange folk smiler og er glad…

Det er først om aftnen alle tankerne kommer… jeg hader aftner. Jeg har haft mange tanker om hvorfor skal man leve? Hvad er målet med livet? Jeg kan ikke finde ud af hvorfor vi skal dø når vi bliver gamle? Kan vi alle ikke bare dø nu? Ja vi får børn en gang i fremtiden får job, men hvorfor? Jeg kan ikke se grund til at leve?

Jeg føler jeg ikke kan komme op af et kæmpe sort hul… Jeg kan ikke se nogen grund til at leve? Til at, skulle i gymnasium? Til at få en fremtid? Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg vil ikke leve mere. Kan ikke finde motivationen som holder mig i gang.

Når rigtig mange ting går godt, så er der bare tusind ting som går dårligt. Jeg føler virkelig ikke jeg behøver at leve for at verden hænger sammen.

Hvad er vi for nogle? Jeg kan ikke forstå det.
 
Hilsen 16