Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvsikkerhed

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tusind tak for dit brev. Hvor er det sejt, at du har mod og overskud til at skrive et brev til BørneTelefonen, selvom det er meget tydeligt, at du har det svært lige nu. Jeg forestiller mig, at det kræver en hel del at skrive et brev om, hvor svært man har det.

Jeg ved, at der er mange andre, der har det svært i skolen på samme måde som dig. Når du har skrevet brevet, giver du andre mulighed for at se, at de ikke er alene, ligesom andre også får mulighed for at se, hvad et svar på det problem kan være.

Jeg er vildt imponeret over, den store indsigt du har i forhold dig selv og de nuancer du tager med i dit brev omkring det der foregår i dig. Der er mange unge der mærker, at de har det svært i klassen eller skolen, men det kan tit være svært at gennemskue hvorfor. Når du skriver, at du tror grunden til, at du ikke kan være ligeglad med andres mening er fordi, der er så mange i klassen, der ikke kan lide dig, så fortæller det mig, at du er god til at tænke tingene igennem. Det er en stor styrke at have. Samtidig er det de færreste mennesker, der er ligeglade med, hvad andre mener; spørgsmålet er bare, hvordan man bedst håndterer det vilkår, så det dur for én selv.

I mit svar til dig, vil jeg gerne prøve at udnytte den styrke du har omkring tankerne om dig selv og jeg vil derfor stille dig nogle spørgsmål og give dig nogle ideer, som jeg håber du vil tænke over og som du forhåbentlig kan få gavn af på den måde. Det håber jeg er i orden.

Du skriver, at du ikke har svært ved at snakke til eleverne, men at det er i timerne, når læreren spørger dig om noget, at det er svært for dig. Jeg bliver nysgerrig efter, hvorfor det ikke er svært i forhold til eleverne?

Måske er det fordi, du er mere tryg ved nogle få frem for hele klassen? Måske er det fordi, du får en god reaktion, når du siger noget til eleverne frem for i hele klassen? Måske er du bange for, at sige noget, du tror er forkert? Det kan også være, at oplevelserne i din gamle klasse har påvirket dig på en måde, så du har det svært med at sige noget i timerne?

Der kan være mange grunde til det, men jeg tænker, det kan være en god støtte for dig, hvis du kan finde frem til, hvorfor det er nemmere for dig, når det er eleverne i klassen, end når det er læreren, der spørger i timerne. Når du måske har fundet nogle forklaringer på, hvorfor du ikke har det så svært med det i forhold til eleverne i klassen, så skal du prøve at forestille dig, hvordan du kan bruge dine gode tanker i situationerne med hele klassen.

Måske er et af svarene: Når jeg taler med eleverne, så kan jeg kigge på den, jeg taler til?
Et andet svar kan måske være: Jeg har det godt med at tale med nogen på min egen alder?  
Et tredje svar kan være: Jeg kan bedre tale med få på samme tid, end med mange på én gang.?

Når du har fundet en forklaring, som du tror kan passe, så kan du prøve at bruge det svar til at få det nemmere, når det er i hele klassen, du skal sige noget. Du kan fx vælge at kigge på en klassekammerat, når du siger noget højt i klassen. Eller du kan prøve at forestille dig, at det er en klassekammerat, der har spurgt dig om noget og ikke en lærer. Pointen i den øvelse er, at du måske vil opleve, at det bliver nemmere for dig at sige noget højt i klassen og at du på den måde får mere mod til at gøre det. 

Det kan være svært at nå dertil alene. Jeg bliver derfor nysgerrig efter, om der er nogle der kan hjælpe dig? Er der fx en lærer, som du har tillid til? Hvis der er det, så kunne du måske prøve at tale med ham eller hende om din plan? Måske kan I aftale at tale sammen et par gange, så I kan følge op på, om det bliver nemmere for dig at sige noget, når læreren spørger dig. Det kan også være, at du har en særlig god ven eller veninde i klassen, som du kan tale med. Måske har vennen eller veninden også noget, som han eller hun gerne vil øve eller blive bedre til. Nogle gange bliver det nemmere, hvis man ved, at man ikke er den eneste der skal øve sig på et eller andet. Det kan også være, at dine forældre vil være gode til at støtte op om dit lille forsøg med dig selv.

Du skriver, at du tit får at vide, hvor grimt folk taler om dig. Det tænker jeg må være rigtig svært og hårdt at skulle høre på. Når vi oplever, at der bliver talt grimt om os, så er det lige præcis vores selvværd og vores tro på os selv, der bliver ramt. Det er jo også dét, du selv skriver. Jeg bliver nysgerrig efter, om det er i den klasse du går i nu, at du får det at vide, eller om det er noget du helt ubevidst har taget med dig fra den gamle skole?

Jeg kommer også til at tænke på, hvordan miljøet i din klasse er? Er der mon plads til, at man har de meninger man har, uden at der bliver set skævt til én? Hvad mon der sker, hvis man siger noget forkert, når en lærer spørger? Miljøet i klassen påvirker alle klassens elever. Også dem der virker stærke, men som alligevel godt kan have det som dig. Hvis der er et dårligt miljø i klassen, så vil rigtig mange være påvirket af det, men komme til udtryk på forskellig vis.

Børns Vilkår kan hjælpe lærere og elever, hvis trivslen i klassen ikke er så god. Det kan du læse mere om her http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/SkoleTjenesten/tilbyder/trivsel.aspx
Det er ikke dit ansvar at tage hånd om klassens trivsel, men hvis du har lyst kan du jo fortælle din lærer om den mulighed, når I skal snakke sammen om, hvordan du og resten af klassen kan få et bedre klassemiljø.

Vores selvværd og især vores selvtillid kan blive større, når vi oplever, at der er noget, vi trives med og måske også er rigtig dygtige til. Jeg er nysgerrig efter, om du har sådan noget? Det kan fx være en interesse som at spille musik eller sy. Det kan være, at du dyrker en sportsgren, som du er glad for og trives med. Hvis du ikke har det, så kan du måske overveje at komme i gang med noget nyt. Tit vil en succes/god oplevelse udenfor skolen, smitte af på de situationer, hvor man føler sig mindre succesfuld - som "ringe i vandet"..

I svaret til dig har jeg stillet dig nogle spørgsmål og givet dig nogle ideer til, hvad du kan gøre. Måske har du lyst til at svare på spørgsmålene. Det kan også være, at du har lyst til at afprøve nogle af ideerne, men at du synes det er svært at komme i gang. Hvis du føler sådan og du gerne vil have mere konkret hjælp, så er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Der kan du komme til at tale med en rådgiver, som kan hjælpe dig videre. Hvis du har lyst til det kan du læse dit brev og svaret højt i telefonen. 

Jeg vil gerne endnu en gang sige til dig, at jeg synes det er så mega sejt, at du gør noget ved, hvordan du har det i klassen og at du gerne vil have, at der sker en forandring. Når man tør ønske og navngive en forandring, kommer det fra en bevidsthed om, at det godt kan blive anderledes! Måske er dit brev det første skridt på vejen mod en god forandring for dig?

Mange tanker og kram fra BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat