Kære pige på 13 år,
Tak for dit meget ærlige brev, som beskriver, hvordan du har det lige nu. Jeg kan godt forstå, du skriver, du har brug for nogle svar nu. Det er hårdt at føle sig helt tilfreds med sin krop og føle sig såret af det, som andre siger om én.
Først vil jeg sige til dig, som du sikkert ved, er du teenager lige nu, og da er det helt normalt, der sker en masse med ens krop og ens humør. Kroppen begynder at ændre former, og humøret kan være svært at styre. Man kan det ene minut være rigtig glad, for så at være rigtig ked af det lige efter. Man kan sige at teenagere føler stærkt på, hvad der bliver sagt, hvordan andre ser på en, hvordan man ser på sig selv, og hvordan stemninger er. Det er alt sammen helt normalt og en følelse, som rigtig mange unge har omkring dem selv og hinanden.
Men det betyder ikke, man ikke skal snakke om det. Det er super flot, du har skrevet. Alle de tanker du har, er det vigtigt at få sat ord på og få støtte til at komme af med. Jeg tænker, om du mon kunne snakke med din lærer om, hvordan det er at være dig i klassen lige nu, så din lærer ved, at der lige nu sker en masse med jer alle sammen? Det er vigtigt, at man taler ordentligt til hinanden, respekterer de ændringer, der sker med jer alle sammen, osv. Jeg tænker, der sidder mange flere i din klasse både drenge og piger, som føler som dig, men ikke har haft det samme mod som dig og stå frem og sætte ord på det. Det er lærerens ansvar sammen med eleverne at sørge for, der er rart at være i klassen, men det er vigtigt at læreren ved besked om, hvordan eleverne har det for at kunne gøre noget ved det. Så jeg håber, du har mod på at snakke med en lærer eller skrive det, så du kan være tryg og glad for klassen.
Du skriver, du blev mobbet fra 0-5 klasse. Selvom drengen er gået ud, er det stadig ikke glemt, for det har ikke været rart for dig. Har du fået snakket om det med skolen og dine forældre? Jeg ved godt, det er lang tid siden, men det er vigtigt, du ved, det ikke var din skyld, og at det ikke var i orden, du skulle mobbes. Nogen gange kan det være godt at få snakket om noget, som var svært, selvom det er lang tid siden. Specielt hvis man dengang ikke fik snakket om det, så det ikke fylder så meget for dig nu. Selvom mobningen er stoppet, så er det bedst at få tænkt og snakket, så man ser sig selv på mere positive måder. Måske kunne det være en hjælp for dig at bruge dit brev og svar til os at snakke ud fra, for at have det at støtte sig til. Det kan give en tryghed at have skrevet noget ned, hvis det bliver for svært. Det kan også være, at du har mulighed for at skrive til din lærer på intra - vil det være en mulighed for dig?
Hvis det er for meget for dig at snakke med din lærer som det første, kunne du snakke med dine forældre eller vise dem dit brev? Forældre kan ikke altid mærke, hvordan man har det, måske ved de ikke, det er svært for dig lige nu. Jeg tænker, det er vigtigt, du får dem fortalt, hvordan du føler, så de kan være en støtte for dig. Teenageårene kan være svære og dejlige, og så er det dejligt at have nogen at snakke med om, hvordan det er at være teenager - både de gode og dårlige oplevelser! Det er også en god måde, I kan lære hinanden at kende på, da dine forældre skal øve sig i at lære dig at kende på din vej fra barn til ung. Jeg ved godt, at det kan være svært at tage hul på sådan en snak med ens forældre, men jeg håber, at du kan finde modet der skal til, så I sammen i familien kan få snakket om, hvordan det er at være dig lige nu.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
