Brev

psykisk vold

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Jeg forstår virkelig godt, at du har brug for at dele dine tanker om din mors psykiske vold. Det var en rigtig god ide at skrive herind.

Det lyder som en rigtig svær situation du står i, og det lyder desværre til at have stået på i lang tid.

Jeg synes, du virker som en rigtig fornuftig pige, som tænker meget over tingene og har en klar forståelse af, hvordan det burde være hjemme hos jer. Når jeg læser dit brev fornemmer jeg også, at du forsøger at forstå, hvorfor din mor opfører sig så voldsomt og hvorfor din far ikke gør noget. Kan du følge mine tanker om det?

Du fortæller om, hvordan din mor knækker dig mere og mere og jeg må sige, at jeg forstår dig. Der er ingen, som kan holde til at sidde i en stol i flere timer og blive nedgjort. Eller at blive råbt af og gjort til et problem. Det er absolut ikke i orden, det din mor gør.

Desværre er der mange unge, som har det som dig. Det er som om, at man kan komme til at forsøge at leve med psykisk vold, fordi det jo er i ens familie. Kan du genkende det? Man kan godt komme til at tvivle på, om det nu er så slemt, som det føles. Men det er slemt og slet ikke okay.

Du skriver, at børn kan komme til at overskride voksnes grænser og det har du helt ret i. Og det er faktisk helt okay at komme til. For børn er jo i gang med at lære, hvordan man undgår det.

De voksne derimod har ansvaret for at lære børnene, hvordan de undgår at overskride andres grænser. Det er en del af børneopdragelsen. Men de voksne har ikke ret til at overskride deres børns grænser. De voksne har faktisk pligt til at sørge for at deres børn er trygge derhjemme.

I Danmark er der endda en lov, som forbyder psykisk vold.

Hvis du er udsat for psykisk vold derhjemme, har du ret til hjælp, så det bliver stoppet.

Loven siger også, at alle voksne i Danmark har pligt til at hjælpe et barn, der er udsat for vold. Det betyder, at hvis du fortæller en voksen, at du er udsat for psykisk vold, så skal den voksne sørge for hjælp til dig.

Der vil være nogle voksne, som ikke ved, hvordan de skal hjælpe og andre, som har helt styr på det. Jeg vil prøve at hjælpe dig til, hvem du kan få hjælp fra.

Du skriver, at din far hopper med på båden for ikke selv at blive nedgjort. Du skriver også, at han er ved at blive dement. Når man er ved at blive dement, kan det godt være meget svært at hjælpe sine børn i svære situationer. Derfor skal vi nok se, om vi kan finde frem til andre, der kan hjælpe dig.

Du skriver også, at din farmor ved alt, der sker hjemme hos jer. Det lyder også til, at hun prøver at hjælpe jer med at slippe lidt væk fra jeres mor. Måske kan hun hjælpe jer endnu mere. Tror du det?

Nogle gange kan det godt være svært for de nære familiemedlemmer at hjælpe børn, fordi de føler, at de ikke vil gøre tingene værre eller at de simpelthen ikke ser alvoren i situationen.

Man siger, at en frø ikke kan tåle at komme i kogende vand, så vil den dø. Men hvis man putter frøen i vandet og lader den koge op sammen med vandet, så vil den kunne overleve meget varmt vand. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg fortæller det, fordi det godt kan minde lidt om din situation. Forstår du, hvad jeg mener?

Man kan blive vænnet til sin mors nedgørende ord og råb så meget af, at man kan tro, at det er okay. Derfor er det virkelig godt, at du rækker ud efter hjælp, fordi det skal stoppes, før du bliver helt knækket. Jeg ved fra andre, at det godt kan tage lang tid at bygge sig selv op efter mange år med psykisk vold.

Nå det var en lille sidehistorie. Vi skal tilbage til at finde nogen, der kan hjælpe dig.

Der er flere muligheder for at få hjælp. Hvis du har en rigtig god lærer, som du føler dig tryg sammen med, kan du måske spørge om han/hun har tid til at tale med dig. Jeg vil tro, at hvis du i forvejen, har det svært i skolen for tiden, vil din lærer hurtigt forstå alvoren, hvis du fortæller, det du har skrevet i dette brev.

Din lærer har særlig pligt til at hjælpe dig. En lærer ved også hvordan, hun/han skal få hjælp fra kommunen.

Kommunen er det sted, som skal hjælpe børn og unge, der ikke har det godt hjemme. I kommunen arbejder mennesker, som hver dag er vant til at hjælpe familier med svære problemer, f.eks. hvis en af de voksne er voldelig.

Kommunen kan tale med familien og give dem støtte, så de voksne lærer at gøre andre ting end at nedgøre og råbe af børnene.

Du kan også selv ringe til din kommune og bede om hjælp. Hvis det føles svært, kan BørneTelefonen tlf. 116111 hjælpe dig med det.

Du kan få noget, der hedder en bisidder. En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om, de rettigheder du har.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært med at få den hjælp, de har brug for.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du også ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Du skriver også, at der er nogen, som har foreslået familie-terapi. Det kan man også få fra kommunen. Jeg ved ikke, om det er den bedste måde at hjælpe dig på. Men de voksne, som arbejder på kommunen, har hjulpet rigtigt mange børn før dig og de vil sammen med dig kunne finde frem til den rette hjælp.

Jeg synes, det lyder til, at du er klar til at tage det næste skridt for at få hjælp og jeg må sige, at jeg virkelig synes, det er så stærkt og modigt af dig, at du handler på din svære situation.

Jeg håber, at du snart får hjælp, så du kan få det godt hjemme.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

 

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat