Perfektionisme volder problemer
Hej, jeg er en 14-årig pige, der går i 8. klasse.
Jeg har altid klaret mig ret godt i skolen, men der er noget, der holder mig lidt tilbage. Jeg har længe haft problemer med – hvad jeg senere fandt ud af var – perfektionisme. Det er mest i skolen, det er et problem – især angående lektier.
Jeg har i lang tid haft det rigtig svært med lektier og det blev især slemt, da jeg var tvunget til at flytte skole efter 6. klasse. Det startede med, at jeg brugte rigtig lang tid på mine lektier men fik dem dog stadig lavet. Det har senere udviklet sig til prokrastinering.
Det er blevet så slemt, at alle opgaver jeg er den mindste smule usikker på, simpelthen ikke bliver lavet. Det har noget at gøre med, ar jeg er rigtig bange for at lave fejl, hvilket også resulterer i, at jeg ikke tør sige noget i timerne.
Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Hver gang jeg sætter mig ned og prøver på at lave lektier, begynder jeg at græde. Jeg orker snart ikke at tage kampen op mere. Jeg har spurgt om gode råd fra så mange; psykologer, lærere, forældre, venner, internettet, men det er ikke blevet bedre. Jeg ved, jeg bliver nødt til at tage mig sammen, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Vi får snart at vide om vi er uddannelsesparate og jeg ved godt, jeg nok vil få at vide, at det nok ikke er så realistisk med en gymnasiel uddannelse. Jeg har tænkt på at tage 8. klasse om. At flytte skole er nok ikke en mulighed, da det tager rigtig lang tid for mig at vænne mig til nye omgivelser.
Har i nogle gode råd?