Mit selvværd :(

Kære pige på 15

Tak for dit velskrevne og ærlige brev. Det er ikke nødvendigt at skrive sit navn - faktisk plejer vi at forkorte navne mm, så man ikke kan genkendes, for det er netop en af fordelene ved at skrive her til BørneBrevkassen. Så er der flere, der tør spørge om noget...

Tænk, en styrke du må gemme på, når du sådan kan kæmpe dig op i front og være med på det faglige på så kort tid. Fordi du beslutter dig for det. Jeg tænker, at det ikke er så underligt, at du har været lidt tilbageholdende i den nye klasse, når du oplevede mobning i din gamle klasse. Det kan tage tid at komme over, og man kan være sårbar og forsigtig i lang tid for at passe på sig selv. Det lyder som om, du er god til at passe på dig selv.

Jeg kan godt forstå, du synes, det faglige er hårdt her i 9. kl. Det er du ikke den eneste, der gør! Man får pludselig travlt, for nogle skal videre i gymnasiet, og man skal ligesom samle al sin viden sammen og bevise en masse ting på kort tid. Og du har en kæmpe vilje - du VIL bare vide alt det vigtige, og du vil have gode resultater. Det er sejt. Men det er også hårdt at leve op til...

Jeg synes, det lyder som om, du stiller høje krav til dig selv. Og at det måske er lidt for høje krav nogle gange? Tror du, at jeg har ret i den fornemmelse? Nogle gange kan det blive helt hæmmende, hvis man har så høje krav til sig selv, at man ikke tør stille spørgsmål, for hvad nu hvis nogen kendte svaret... Så ville man føle sig dum? Men hvad med dem, der kendte svaret? Hvordan mon de havde fundet den viden? Ved at spørge måske?

Hvis du prøver at lægge mærke til de andre i din klasse - dem som stiller spørgsmål... Hvad tænker du om dem, når spørger om noget? Tænker du, at de er dumme, fordi de ikke ved det, eller tænker du måske "det var da et godt spørgsmål"... Eller måske tænker du "det ved jeg godt, tror jeg"...? Men det gør måske ikke, at du tænker, at det var dumt af dem at stille det spørgsmål, gør du? Og hvis du ikke tænker sådan om de andre, der stiller spørgsmål - hvorfor skulle de så tænke det om dig, hvis du stillede spørgsmål?

Nogle gange kommer vi til at tro, at vi ved, hvad andre tænker om os - men det ved vi i virkeligheden slet ikke. Men fordi vi bliver så fokuserede på "hvad mon andre mon tænker", så bliver vi helt forstenede og tør slet ikke gøre noget, for tænk nu hvis de tænkte dit og dat... Men i virkeligheden er det vores egen indre stemme, der bremser os og fortæller os, at det nok går galt og at vi nok falder igennem - og den indre stemme kan blive ret usund, hvis den får lov at bestemme for meget. Kan du følge mig?

Så prøv at øve dig i at overhøre den indre stemme, der piller dig ned - prøv som sagt at lægge mærke til, hvad du tænker om andre, der spørger om noget. Eller hvad du tænker om dem, som du kan hjælpe med noget, fordi de ikke sætter komma så godt som dig eller staver så godt som dig måske...

Jeg kan sagtens forstå, det må være irriterende med en lillebror, som bare er så god til det med tal. Du har en kæmpe styrke i det sproglige, kan jeg læse ud fra dit brev her, så I er bare vidt forskellige. Jeg tror godt, du kan indøve de ting, du skal kunne i matematik, hvis du får lidt hjælp. Måske var det en ide, at du fik lidt matematik hjælp i en periode - af en gymnasieelev måske? Det tror jeg, dine forældre kunne hjælpe dig med at arrangere, hvis du bad dem om det. Det kender jeg masser af andre, der har haft glæde af. Det kræver, at du har tid og ro omkring dig til at få en times hjælp om ugen af en, der er god til det og som er tålmodig. Det vil koste dine forældre lidt i timeløn, men mon ikke de vil hjælpe dig med det? Hvad tænker du mon om den ide?

Nogle gange har vi brug for lidt hjælp, og du har været så sej at bede om det nu - det kræver mod. Bliv ved med at passe godt på dig selv, som du gør - og brug dit mod, din styrke og din stædighed positivt! Det har du allerede gjort, og det kan du igen!

Kærlig hilsen BørneBrevkassen