Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit fuckt up liv …

Hej brevkasse Det skal lige siges, at jeg er 170 høj, spinkel af bygning og vejer nu 52.9 kg. Jeg er 63cm om taljen – 84 om hofterne – 51cm om låret.

Jeg er ret ensom for tiden samt naiv og forvirret. Mine nærmeste veninder trækker sig væk fra mig og prøver at undgå mig, og mit liv føles bare meningsløst. Nætterne er de værste.. Min ex plejede altid at holde om mig hele natten og nusse mig og gøre mig tryg; Det er der ingen, der gør mere. Jeg slog op med min kæreste her i slutningen af marts, mest fordi følelserne, for min side, manglede. Men han var den type, der altid fortalte mig at jeg var sexet og havde en supergod krop, og jeg ser ham ikke mere, så nu er der ingen, der siger noget, hvilket bare bekræfter mig i mit syn på mig selv. Jeg er blevet grimmere og tykkere.. (Jeg er den type, der skal bekræftes og roses hele tiden, ellers tvivler jeg på mig selv og min selvtillid dykker hurtigt..) Jeg har ingen appetit, og jeg skifter konstant mellem at springe måltider over og trøstespise.

Efter mit ”break-up” med min ex, er jeg blevet vildt dobbeltmoralsk, og jeg kan slet ikke finde ud af mine grænser, og hvis der så er nogle, der overtræder dem, så siger jeg ikke noget igen og lader dem bare gøre det. For eksempel har jeg tænkt længe på, at hvis jeg nogensinde blev voldtaget, ville jeg nok bare lade dem gøre det… Så ville jeg jo slippe med livet i behold, måske? Og jeg ved, at der er rigtig mange, som slet ikke kan forstå mit valg; De ville kæmpe i mod!

Og jeg har bare brug for at vide, hvorfor min tankegang er forkert? Og hvorfor er kys og sex sådan en stor ting?! Det er der ingen, der har fortalt mig .. Det har resulteret i, at jeg lod min eks og jeg knaldede, hvor jeg egentlig ikke havde lyst og hvor det gjorde ondt. Jeg var ham utro og lod drengen, jeg var ham utro med, rage på mig. Jeg har blandt andet også her for et års tid siden sendt nogle nøgenbilleder, fordi en dreng gerne ville have dem, og jeg fik opmærksomhed for den dreng, og det elskede jeg. Senere forstod jeg at han kun var venner med mig pga. billederne, så jeg slettede al kontakt til ham.

Jeg er ret ensom for tiden, og det eneste jeg har lyst til er chokolade.. Tag det venligst seriøst, da det er ret stort problem for mig lige pt. Og det eneste jeg spiser, er stort set chokolade eller brød med chokolade… Jeg spiser det samme hver dag (mest fordi jeg ikke har lyst til andet) og det gør min mor lidt bekymret. Til morgenmad får jeg to ristede grovbrød med pålægschokolade, til frokost får jeg en frugt og en juice, og når jeg så kommer hjem spiser jeg endnu to ristede brød med pålægschokolade, og til aftensmad en varm ret. (Nu hvor jeg sidder og skriver det ned, føler jeg mig enormt fed … )

Hvordan kommer jeg oven på igen? Hvordan finder jeg mine grænser? Hvad skal jeg gøre med min manglende appetit og min trang til chokolade? Hvordan kommer jeg over mit enorme behov for folks ros og komplimenter; Hvordan mindsker jeg det behov? Please hjælp den dybt forvirrede pige!!

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 årTak for dit brev. Jeg er ked af, at du har måttet vente så længe på dit svar, jeg håber ikke, du helt mistede håbet om, at svaret ville komme...
Som jeg forstår det, er der flere ting, som bekymrer dig. Dels er der dit forhold til mad (chokolade), dels at du har lagt mærke til, at du i flere situationer har haft svært ved at passe på dig selv og sætte grænser over for andre. Og så kan jeg høre, at du har meget brug for at andre bekræfter dig, og at du ville ønske at det ikke var sådan.. Det, håber jeg, er rigtigt forstået..?
Når jeg læser dit brev, får jeg fornemmelsen af, at du ikke almindeligvis deler dine tanker med andre. Jeg synes, du er rigtig god til at beskrive, hvordan du har det, og jeg tror faktisk, det kunne være en måde at komme oven på igen... Altså hvis du fandt frem til en person, som du godt kan lide og som du turde betro dig til... Kan du mon det?
Selvfølgelig er det ikke sådan, at alle ens problemer forsvinder, bare fordi man taler med nogen om det. Men ofte har det alligevel betydning, at man ikke går alene med sine tanker...
Jeg tror, at hvis du kunne finde en person, som er god at snakke med, så ville det måske blive mindre tungt for dig i hverdagene, og så ville du måske også få lidt mere energi til at gøre nogle af de ting, du gerne vil og det tror jeg ville være de første små tegn på at du var ved at komme ovenpå igen. (Det kunne fx være ting som: At være mere sammen med andre, spise mere varieret, øve dig i ikke at være så opmærksom på om andre folk roser dig og giver dig komplimenter...)
Det er ikke sikkert, at det behøver at være en person, som du kender godt. Nogen foretrækker at tale med en, der står lidt udenfor det hele - det kunne fx. være sundhedsplejersken eller måske skolepsykologen, der begge har tavshedspligt... Måske ville det være lettere for dig, end at vælge en person, som er tæt på dig?
Jeg tror ikke, jeg i et brevkassesvar kan give dig præcise svar på alle de spørgsmål, du stiller i slutningen af dit brev. Det er jo store og vigtige spørgsmål, der blandt andet handler om hele din selvopfattelse og identitet. Den slags er der som regel ikke simple svar og lette løsninger på...
Men jeg hæfter mig ved, at du skriver at du gerne ville være bedre til at passe på dig selv og sætte dine grænser. Selvom du måske ikke oplever det sådan, så tænker jeg alligevel, at du nok allerede er godt på vej til at blive bedre til det! 
Der er faktisk en del piger, der ikke selv er bevidste om, at de her ting er svære for dem, så det er et meget stort og vigtigt skridt, når man er i stand til at mærke efter, hvad man har det godt med, og hvad der ikke er okay. 
Jeg synes, det lyder som om, du har en rigtig god fornemmelse for dine grænser. Og så er næste skridt nok at øve dig i at få sagt fra... - Og her tror jeg, det er vigtigt, at du ikke stiller for store krav til dig selv om, at du bare skal blive god til det fra den ene dag til den anden. Forandringer tager nemlig tid. - Nogle gange længere tid, end man bryder sig om...
(Hvis man bestiger et højt bjerg, så gør man det jo også med mange små seje skridt og ikke bare i et stort spring! - Det, synes jeg, kan være et meget godt billede på situationen. Jeg tror, det gælder om at blive ved med at tage de små skridt. Hvis man ind i mellem snubler - og det gør de fleste- så må man rejse sig igen, evt. støtte sig til nogen og så begynde at gå igen...)
Ofte er det sådan at det er lettere for andre at lægge mærke til de positive forandringer vi gør og det er en af grundene til, at jeg tror, det vil være godt, hvis du deler dine tanker med nogen... Så ville vedkommende nemlig også kunne hjælpe dig med at lægge mærke til de ting, du der lykkes for dig - og det tror jeg vil være hjælpsomt for dig..? du ikke føler det som en fiasko, hvis ikke du bare fra den ene dag til den anden bliver god til det!
Hvis ikke du synes, mit svar er brugbart - eller hvis du bare har brug for at få det uddybet, så vil jeg foreslå dig at søge lidt mere direkte rådgivning, fx. på UngeChatten her på hjemmesiden. Der vil du i løbet af en times samtale kunne nå at få vendt flere af de ting, du tumler med. Evt. kunne du starte med at copy-paste brev + svar ind, så rådgivere kan se, hvad vi indtil videre har foreslået dig...
Mange kærlige hilsner fra BørneBrevkassen

Jeg kan jo høre, at du har håb og drømme om, at dit liv skal forandre sig. 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat