Mit dårlige forhold til mig selv

Hej til dig derude.
Du skal nu ret dybt ind i mit sind og mine tanker… Jeg er en pige på 17 år og jeg går i gymnasiet (1.g)… Jeg har rigtig store problemer med mig selv, og jeg føler mig rigtig ked af det hele tiden. Kan næsten aldrig være helt glad, fordi alting minder mig om hvor fed jeg er.

Jeg er som sagt 17 år og 172 cm høj. Da jeg gik i niende klasse gik jeg på efterskole og der vejede jeg ca. 78 kg… Jeg tog desværre hjem igen efter 3 måneder. I de 3 måneder jeg nåede at være der, spiste jeg mest chips, microbølge-burgere, citronmåner og drak en masse sodavand. Men jeg tog ikke på.

Da jeg kom hjem til mine gamle spisevaner igen, som ikke var gode men bestemt bedre end dem på efterskolen, tog jeg lige pludselig meget hurtigt på. MEGET hurtigt. På 3 måneder havde jeg pludselig taget 10 kg på… Og det fortsatte… Til den dag idag hvor jeg nu vejer 94,8 kg. Næsten 100 kg.

Dengang jeg vejede 78 kg havde jeg det rart. Jeg syntes jeg var pæn… Jeg kunne passe det tøj jeg ville gå i (punk/emo/alternativt), og jeg følte mig generelt pæn… Men nu er alt bare fucking lort. August sidste år tog vi til lægen som fastlagde mit BMI (vejede 93,3 dér) på… Jeg kan ikke lige huske hvad, men det var over 30, hvilket betyder at jeg er i kategorien for “svært overvægtige”. Hvilket er en fucking svær titel at få revet ned over hovedet som 16-årig.

Jeg har aldrig være tynd. Da jeg lille var jeg også stor. De mobbede mig, de syntes jeg var klam på grund af mine bryster der hænger og alt var bare fucking lort. Jeg har altid følt mig anderledes, altid følt at folk snakkede om mig i krogende. Jeg begyndte til fitness i december sidste år og har trænet 2-3 gange om ugen siden… Guess what, der er ikke sket en fucking skid. Jeg har faktisk taget på og mit fedt har ikke fordelt sig…

Jeg forsøger også at spise almindeligt (hverken sundt eller usund) da jeg er virkelig virkelig kræsen… Jeg kan ikke lide sunde ting… Og det er ikke en overdrivelse, jeg er dybt seriøs. Jeg bliver ked af det… Jeg er ked af det… Og jeg er altid så vred og så ked af det hele tiden. Jeg kan ikke engang tilbringe tid med mine venner uden jeg bare sidder og bliver vred/ked af det over at de kan have det tøj på jeg så gerne vil kunne passe eller fordi de kan have bikini på eller fordi de ikke sveder som en fucking gris om sommeren.

Jeg vil gerne lave en liste over ting jeg hader ved mig selv, så du måske kan forstå hvorfor jeg hader denne krop så meget. Jeg har kæmpestore flade hængebryster. Jeg er fed. Jeg har store lår. Min mave, mine lår, mine leg (legmuskler), min ryg og snart mine arme er fyldt med kæmpestore røde strækmærker (der aldrig forsvinder…)

Jeg sveder nærmest konstant. Jeg har unaturligt meget udflåd (hvilket vil sige at jeg ikke kan gå uden trusindlæg/bind, hvilket vil sige jeg aldrig kan være bare det mindste sexet overfor min kæreste) Jeg har gigantisk store lortefødder (str. 44 (no shit)). Jeg har et stort klamt ansigt, fyldt med fedt og dobbelthage. Jeg kommer aldrig nogensinde til at nyde mit liv.

Mit problem er, at jeg er 17 år gammel og snart har forsøgt at tabe mig i noget tid… Og min ungdom løber fra mig… Mit største ønske er, at kunne danse og løbe rundt og lave vejrmøller når jeg er glad… Være sød at se på… At kunne tage en bikini på om sommeren og at kunne passe en str L… Og at kunne gå med bare ben om sommeren uden at svede helt vildt… Jeg vil bare være sød… Men man kan ikke se sød ud når man ligner en hval, vel?

Og jeg har snart ikke længere tid tilbage at være sød i… For jeg er 18 om et år… Og så er man voksen… Og ikke længere lille og sød… Og så er min chance for at nå at have en lykkelig ungdom forbi… Og så skal jeg være voksen. Og så kan jeg ikke gå i balletskørter mere… For så er det barnligt… Og så er alt ligemeget… Jeg er ligeglad med om jeg er lidt tyk når jeg bliver voksen…

Jeg ville bare så gerne have at jeg en dag kunne vise mine børn billeder af mig selv fra da jeg var ung så de kan sige “Hvor var du dog smuk mor, kommer jeg til at ligne dig?”… Men det kommer jeg heller aldrig til at opleve fordi jeg er så fucking klam. Og jeg kan åbenbart ikke tabe mig. Jeg giver snart op. Jeg træner sammen med min vendinde som er lav, tynd og går i det tøj jeg gerne vil… Det er svært. Jeg er ved at bryde sammen hele tiden.

Der er så mange spejle derinde, så jeg kan hele tiden se mig selv i forhold til hende. Jeg hader hende nogle gange… For at være så perfekt… Og selvom hvis jeg er inde og træne alene er det stadig slemt. Fordi jeg er så tæt på at give op… Fordi tanken “Hvad er pointen, der sker jo inten alligevel” bare kører rundt og rundt og rundt oppe i mit hoved… Og selvom hvis jeg tabte mig, ville livet stadig være lort.
 
For jeg kommer aldrig nogensinde til at være en af de piger der kan tage nogle chips hver dag i weekenden eller en af dem der kan spise god morgenmad… Uden at blive fed af det… Verden er så pisse uretfærdig… Det eneste jeg gider at leve for, er min kæreste… Hvis han ikke var her, ville den eneste grund til at jeg ikke slog mig selv ihjel, være at det ville være pisse synd for min familie og mine venner… Især min lillesøster på 10… Det ville være skrækkeligt…

Så jeg er bare nødt til at holde det ud… Jeg hader alt. Bortset fra min kæreste. Som synes jeg er smuk. Hvilket gør ham lidt dum… Jeg ville ønske jeg kunne sende dig et billede af mig selv så du kan forstå hvorfor jeg er så ked af det… De folk der får at vide, siger at det ikke er slemt.. Og at jeg ikke er tyk (min mor og far siger jeg er for stor som de eneste)… Det gør mig sur og ked af det, at de skal det.
 
Det er jo ikke fordi jeg spørger dem, det ville være dumt. De siger det bare, hvis jeg snakker om mine følelser, og det er aldrig det jeg vil opnå… Jeg finder alligevel ud af, at det bare er noget de siger… Jeg ved egentlig ikke om jeg har noget spørgsmål…. Nogle gange har jeg bare brug for at sige det… Ellers smadrer jeg et eller andet i min frustration over verden og mig selv..

For ikke så lang tid siden knaldede jeg min hånd ind i et stort spejl jeg stod foran… Det var ikke så smart, jeg havde spejl-splinter siddende i huden flere uger efter… Hvorfor må jeg ikke elske livet? Hvorfor lader Gud mig ikke tabe mig? Hvorfor skal kvinde-idealet være noget der er fysisk umuligt for mig at opnå? Dét er mine spørgsmål..

Hilsen det mest åndssvage menneske du nogensinde kommer til at have kontakt til…