Mine Tanker
Hej børnetelefon,
jeg har en underlig følelse af at jeg ikke er det rigtige sted.
Jeg bor i en lejlighed med min mor og søster, og jeg ser ikke min far så tit. Min søster og jeg har selv valgt at vi helst ikke vil se ham, fordi han er ubehagelig at være sammen med. Derhjemme, skændes jeg altid med min mor, for hun mener at jeg altid er sur, og at jeg aldrig smiler. Min søster og jeg har et normalt forhold; vi skændes og slås, og nogle gange spiller vi skak og snakker normalt. Men efter mine forældres skilsmisse, fandt vi ud af at min søster har fået angst og stress, og måske endda depression. Hun klare sig fantastisk i skolen, men hun har det svært med de mange lektier der er. Sidste år, blev hun hjemme meget af tiden, fordi hun havde det svært med presset i skolen. Jeg prøvede derfor at snakke mindre om de problemer jeg har, med min mor, da hun allerede har en masse at se til.
Min søster hun græder ofte, da hun jo synes at det er hårdt at gå i skole. Jeg prøver så godt jeg kan at være der for hende, men hun bander tit ad mig. Jeg har det meget svært med at græde foran andre, da jeg ikke vil have at folk skal spørge hvorfor jeg græder. Også fordi at min mor allerede prøver sit bedste med min søster, og jeg helst ikke vil give hende mere at se til.
Min far mener at jeg ikke vil se ham, fordi min søster ikke vil. Jeg var en hel del yngre da han og min mor blev skilt, så min søster var ofte den der snakkede, og derfor tror alle at jeg egentligt ikke har et problem med ham. Det er svært at være den yngste, alle ser mig som en lille pige der intet kan selv.
I skolen går det heller ikke bedre. Jeg har det svært med fagene, og det irretere mig at alle er så gode til alt. Jeg føler ikke at jeg har tid til alle lektierne som vi får få. Jeg kan heller ikke snakke foran klassen, da jeg begynder at koldsvede og fumler med ordene og nogle gange kommer der sorte pletter for øjnene. Jeg bliver nervøs, når jeg skal arbejde i en gruppe, og enda også i makkerpar. Jeg har det svært med at snakke med folk, da jeg helst ikke vil lukke nogen for langt ind. Det har jeg nemlig prøvet før, og det ente ikke godt. Jeg spiller dog tit fodbold i salen med alle drengene og min ene veninde. Der har jeg det godt. Jeg plejer at sparke vreden ud i bolden.
I år går vi i sjette, men jeg føler mig ikke klar til det. Jeg er den mindste i klassen (undtaget en dreng). Hele mit liv er jeg blevet drillet med min højde, og at jeg går med briller. Derfor føler jeg mig på ingen måde klar til at vi i dette år fik tante-onkel-børn på skolen (dem i de mindste klasser, der er nye og skal bruge hjælp til at lære reglerne på skolen og over for vennerne). De er alle omkring 1 1/2 hovede lavere end mig, og driller mig også med min højde. Jeg fik selvfølgelig den mest udadvendte og (undskyld at jeg siger det men det er rigtigt) onde pige af dem alle. Hun leger dronning over alle, og snakker grimt til alle, undtaget mig, hvilket føles ret godt. Men ellers prøver hun at stjæle ting fra mine venners lommer, og kigge ned i vores trøjer. Det er svært at skulle forklare hende hvorfor hun skal sige undskyld, da hun alligevel kommer op med et eller andet, så det ser ud som om at hun er meget trist. Jeg prøver mit bedste, men jeg føler ikke at jeg klare mig godt.
Jeg sover ikke godt. Det har jeg ikke gjort i meget lang tid. Jeg er konstant træt. Jeg glemmer også alting, og det bliver min mor rigtig træt af, og ofte skælder hun mig ud, fordi jeg glemmer så mange ting.
Jeg har det som om at der ikke rigtig er nogen der kan lide mig, og at jeg bare er i vejen hele tiden. Siden vi fandt ud af det med min søster, har jeg taget en slags forklædning på; jeg smiler altid falsk, og ofte er jeg trist men viser det ikke. Jeg opfører mig anderledes når jeg er sammen med folk; jeg begynder at joke mere (alle sammen lamme jokes, som kun jeg griner af), jeg snakker ikke om noget personligt, og jeg prøver at snakke mere med drengene (da alle pigerne ofte snakker om tiktok og tøj og sådan). Drengene er mere behagelige at snakke med.
Jeg har det med at slå mig selv og sætte neglene ind i min hud, jeg bidder også engang i mellem i mine arme. Det gør ondt, men jeg gør det stadig. Jeg ved ikke hvorfor, men det er rart at gøre “noget”.
Jeg ved det er åndsvagt, men jeg har et gigantisk crush på en dreng i min klasse. Vi har mange af de samme interesser og han er sød og sjov. Men han er også ret populær, og derfor er der andre piger der kan lide ham. Inklusiv nogle af mine venner, som er meget sejere og pænere. Det er dumt, det ved jeg, men jeg kan ikke gøre for det.
Min pointe er at jeg ikke har det så godt lige nu. Jeg har i lang tid været meget inde på børnetelefonens hjemmeside, og tænkt om jeg skulle skrive ind. Jeg har været meget nervøs for svaret.
Jeg håber at det hjælper.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
