Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mindreværdsfølelse

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 17 år, og jeg har store problemer med mit selvværd.

Forleden fandt jeg ud af at jeg havde et mindreværdskompleks. Jeg har altid følt mig mindre værd end andre mennesker, men jeg vidste ikke at det ligefrem havde et navn.

Jeg hader at være i offentligheden eller på mit gymnasie – bare et hvert sted hvor der er mange mennesker. Jeg føler at folk altid kigger ondt på mig og dømmer mig. Jeg føler at jeg er sådan én, som folk bare ikke kan lide.

Jeg hader ikke at føle mig god nok, men jeg kan bare ikke komme af med følelsen. Usikkerheden er der konstant, bortset fra når jeg er alene. Det er både mit ydre og indre jeg er usikker på. Hver gang jeg kigger mig selv i spejlet, tænker jeg over hvor grim jeg selv synes jeg er. Hver gang jeg snakker med folk, synes jeg at alt jeg siger enten er forkert, eller måden jeg sagde det på lød dum. Jeg er tilbageholden, fordi jeg ikke føler mig værdig.

Jeg har i mange år været klar over mit lave selvværd, og jeg har prøvet forskellige øvelser for at hjælpe det. F.eks. at fokuserer på alle mine gode egenskaber og talenter. Dog har det ikke haft særlig god effekt.

Nogle gange har jeg oplevet at jeg ligefrem har følt mig bedre end alle andre. Hvilket jo er det komplet modsatte af hvad jeg plejer. Jeg er ikke stolt af disse følelser, men nogle gange tænker jeg at alle andre bare er nogle idioter, og at jeg er bedre end dem. Jeg ved dog at disse følelser ikke er ægte, for de forsvinder hurtigt igen. Tror bare det er en reaktion på at være vred over, at føle mig mindreværdig konstant. Det føles nemlig hele tiden som om, at det er mig imod hele verden, og jeg hader den følelse.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Mange tak for dit brev, som rigtig godt beskriver de modsatrettede følelser, som du har inden i.

Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du tænker meget over, hvordan andre ser på dig. Jeg tænker, at du har brugt meget energi på at søge efter et svar i dig selv. Det er ret imponerende - det hele tiden at kigge på sig selv i forhold til andre er ikke let og meget krævende. Men jeg får det indtryk, at du kæmper for at finde dit eget ståsted i forhold til livet.

Du har allerede vist, at du selv har styrke og vilje til at prøve at fokusere på de gode egenskaber og talenter, som du har. Jeg ved godt, at det kræver meget overskud. Det er en lang og krævende proces, at arbejde med sig selv på den måde.

Ud fra det jeg læser, bliver jeg lidt i tvivl om, hvordan dit forhold er til dine forældre? Er det nogle, som du føler, at du kan snakke med, når du har det svært? Det kan være en god idé, at åbne sig op for sine forældre, da de jo er nogle man tilbringer en del tid sammen med - i hvert fald hvis man bor derhjemme.

Desuden tænker jeg, om du har overvejet at snakke med en psykolog? Når du har haft følelsen af aldrig at føle dig god nok i så lang tid, går det ud over selvtilliden. Det er ikke sikkert, at det er noget du kan/skal løse helt alene. Du vil sikkert skulle gøre mange af de samme ting, som du allerede selv har prøvet - men med en psykolog snakker du jævnligt med en, som kan guide dig og følge op. I kan både snakke om det som gik godt og det som gik mindre godt.

Hvis du ikke har mod på det lige nu, kunne du måske begynde at skrive dagbog. Jeg kan se, at du er rigtig god til at formulere dig på skrift, og det kan være en rigtig god måde at få bearbejdet dagen på.

De bedste ønsker fremover,

BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat