Kære pige på 12 år
Hvor er det godt at høre, at du er kommet videre efter anoreksi og depression. Det er godt gået af dig. Flot arbejde at komme så langt!
Det er et vidunderligt og meget brugbart slogan, du har: ” And your weapon is your voice.” Hold endelig fast i det, for jeg kan læse, at meget af din identitet sidder i din stemme. Det lyder som om, du virkelig lever, når du er i og med musikken. Jeg vil gætte på, at din stemme ikke svigter dig i musikalske sammenhænge, hvor du føler dig 100 % hjemme!
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det nok er den lille rest af angst, der spiller dig et puds, når du skal læse op i klassen. Den viser sig nu i en ny sammenhæng – nemlig i klassen - hvor du pludselig ikke tør bruge den stemme, som ellers er din store styrke.
Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, hvad der sker for dig, men angst har det jo med at slå ned på uforklarlige tidspunkter. Pludselig er den der bare, og gør din stemme lille som en 3 årig. Og når du så har oplevet det nogle gange, kan der opstå en angst for at angsten dukker op. Måske har du også oplevet det?
Du skriver, at når du skal lave en fremlæggelse, som du har brugt tid på, og som du ved er i orden, har du ikke problemer med stemmen. Her fremlægger du gerne med høj og klar røst, og den opmærksomhed, du får, er ok. Måske kan du oven i købet nyde opmærksomheden?
Så hvad siger det dig, at du ikke har problemer i den situation? For mig lyder det som om du får angst for at præstere, når du ikke er velforberedt, og derfor føler dig en lille smule usikker. Mon det passer for dig?
Det lyder som om du er lidt forvirret over dig selv, for på den ene side, føler du dig overset og vil gerne ses, og på den anden side har du svært ved opmærksomheden. Jeg kan fortælle dig, at det er et helt almindeligt dilemma, som de fleste mennesker kender.
Vi vil alle gerne ses af andre. At give og tage i forhold til andre er vigtigt for, at vi føler os i live. Men den indre usikkerhed kan sommetider gøre, at vi bliver bange for, hvad de andre ser hos os, og det kan gøre, at vi bliver mere tilbageholdne med at vise os.
Måske kan det hjælpe dig lidt i forståelsen af dig selv, når du ved det, og efterhånden som du bliver mere sikker på dig selv, tror jeg, du vil opleve, at dilemmaet bliver mindre.
I forhold til oplæsningen i klassen, tænker jeg, at du kan hjælpe dig selv ved at være rigtig godt forberedt. Måske kan du øve dig i at læse højt derhjemme, så du føler dig mere sikker. I klassen kunne du måske forestille dig, at du skal synge ordene? Måske lyder det lidt fjollet, men du kan da prøve! Alle kneb gælder, når du skal overvinde dig selv. Det har du nok prøvet mange gange før.
Du skriver, at alle de andre piger taler meget lavt, når de skal læse op, så du er altså ikke alene. For mange sker det, når puberteten går i gang - man bliver med bevidst om, hvordan man ser ud og de ting man gør, skal gøres nærmest 'helt perfekt' hver gang. Måske er det også det, der sker med jer piger i klassen? Det kan også være, at der er nogen som griner eller hvisker 'dumme' ting, når I skal læse op for hinanden. Det kan også være flere ting på samme tid. Uanset hvad det skyldes, så er god en idé, hvis I fik snakket med jeres klasselærer, det kunne hjælpe hele pigegruppen. Hvis I hver især får mulighed for at fortælle, hvad det er, der holder jer tilbage, kan I måske støtte hinanden i at få mere mod til at være på. Hvis du har lyst, vil jeg foreslå, at du – måske sammen med en anden pige – spørger jeres klasselærer, om hun/han vil hjælpe jer med det.
Hvis du stadig taler med en behandler, synes jeg, du skal fortælle ham/hende om problemet. Det hjælper nemlig altid at få sat ord på. Så bliver der mulighed for at komme videre. Det kan også være, at skolepsykologen på din skole kan hjælpe dig. Du kan finde ud af hvornår han/hun er på din skole ved at spørge på kontoret.
De bedste hilsner og ønsket om held og lykke fra BørneTelefonen
