Brev

Min fysiske/psykiske rutsjebanetur

Hej Børnetelefonen
Jeg er en pige på 14 år, der har været igennem lidt af en psykisk og fysisk rutsjebane, når det kommer til vægt og selvværd. Jeg har altid været meget, meget usikker på mig selv og min krop, helt fra da jeg var 10 år.

Min mor ville også komme med kommenaterer til min krop, og jeg blev meget selvbevidst, og så meget på hvad jeg spiste. Jeg kan tydeligt huske, da min mor fortalte mig om kalorier, og jeg blev meget optaget af, hvor mange kalorier jeg spiste. Samtidig så jeg et interview med en der havde haft anoreksi i Aftenshowet. Min mor advarede mig mod dette, men jeg tænkte egentlig ikke rigtig over det.

Men da jeg var 11 år ville jeg tjekke ingredienslisten på yoghurten til morgenmad, kun spise halvdelen af mit rugbrød i skolen, ikke tage et knækbrød i ‘klubben’, og kun tage en portion aftensmad, selvom jeg måske var sulten. Det var egentlig ikke noget jeg gjorde sådan bevidst – det var ikke sådan så jeg tænkte, jeg spiser kun et halvt stykke rugbrød, fordi så taber jeg mig. Det handlede egentlig ikke så meget om at tabe mig, men samtidig gjorde det. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare det. Jeg havde ikke lyst til at spise mere. Jeg skammede mig nærmest når jeg spiste, og skammede mig endnu mere EFTER jeg havde spist.

Men jeg tabte mig. Min mor roste og komplimenterede mig, og jeg var lykkelig og ville have mere. Så jeg blev ekstrem – så ekstrem at jeg fik en diagnose for anoreksi da jeg var 12. Jeg ville drikke en kop te (uden noget) til morgenmad. Smide min madpakke ud. Spise ingenting når jeg kom hjem fra skole. Kun spise en portion aftensmad – og så ville jeg træne (cardio) i 30 min mindst. Jeg blev så stolt, som vægten faldt, og jeg troede ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Men så fik jeg min diagnose, og jeg ville tabe den kontrol, jeg havde opbygget omkring mig selv. Jeg havde lært mig selv at elske sult og hade en fuld mave, så jeg hadede virkelig mig selv, følte mig virkelig ulækker de første uger, da jeg skulle spise igen.

Jeg blev dømt ‘rask’ da jeg var 13 (og havde taget 20 kg på), men på det tidspunkt var jeg også blevet meget glad for mad. Jeg ville smugspise når min mor ikke var hjemme – jeg ville droppe venindeaftaler, så jeg kunne komme hjem og æde. Så begyndte min mor igen at komme med dårlige kommentarer om min krop –

nu er jeg 14, og vil virkelig gerne tabe mig. Jeg ved godt, at det er forkert, men jeg vil gerne tilbage til sulten og kontrollen og den lave vægt. Jeg føler mig virkelig ækel i min egen krop, jeg er også overvægtig i forhold til mine veninder, og jeg ER overvægtig. Jeg er begyndt at træne 60 min hver dag, men kan ikke stoppe med at smugspise. Det er forfærdeligt, men jeg tror jeg er afhængig eller noget, og føler ikke jeg kan betro min mor noget – vi er virkelig ikke tætte.

Min vægt betyder som sagt rigtig meget i min hverdag, fx. skal min klasse på skitur til vinter, og jeg er mega bange for der, hvor vi skal vælge vores ski, og fortælle vores vægt, så dem der står for skiene kan justere dem osv.

Jeg har besluttet mig for at tabe mig – men vil prøve at gøre det, på den ‘sunde’ måde, men kan ikke. Jeg vil samtidig så gerne tilbage til lette følelse af sult, og jeg ved godt det er forkert, men skal tabe mig og kan ikke finde ud af det og er bare mega forvirret og kan ikke være i min ækle krop lige nu.

Mit brev blev ret langt og sikkert rodet, det må I undskylde …. Jeg har som sådan heller ikke noget sprøgsmål, trænger bare til at nogen hører på mig.

Hilsen den 14 årige pige

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14 årige pige,

Du beskriver meget fint, hvordan du tidligere har haft det, og hvordan du har det lige nu. Du beskriver rigtig flot det, som mange andre unge på din alder også kæmper med, selvom det er rigtig svært at beskrive.

Du lyder som en stærk pige, der har lært sig selv, hvornår dine alarmklokker skal ringe, og du kan mærke, at skituren med klassen til vinter bekymrer dig. Det er virkelig godt, at du har opdaget, at der er noget ved den skitur, som du ikke er tryg ved. Samtidig ved du, hvad du vil. Du vil gerne tabe dig, men du mangler nogle redskaber til et sundt og stabilt vægttab. 

Jeg er helt enig med dig i, at du har brug for hjælp til den svære opgave, som du arbejder med. Jeg kan forestille mig, at der er mange tanker, der rumsterer i hovedet hele tiden. Og at det måske gør det svært at tænke på andre ting. Du skriver, at du og din mor ikke er tætte, men det også lyder som om, at du har brug for en at tale med om de her svære følelser, som roder rundt i kroppen? Og måske kunne du lægge ud med at sige til din mor, at du har brug for hendes støtte og positiv opbakning og ikke dårlige kommentarer om din krop, fordi du faktisk også selv er helt opmærksom på din krop. Det er helt i orden at sige det til din mor, for hun tænker måske ikke på, at hun gør dig ked af det, når hun siger sådan?

Bagefter kunne du fortælle hende de ting, du skriver i brevet, om at du er forvirret og har svært ved at være i din krop? At du kan mærke at din vægt fylder alt for meget, og at du har brug for hjælp til at tabe dig på en god måde? Kunne du have mod på at tage den snak med din mor? 

Det, du beskriver, omkring dit forhold til din krop, lyder ubehageligt for dig. Men også som noget, man kan gøre noget ved! Jeg ved fra andre, at det kan være rigtig svært at få et godt og sundt forhold til mad igen efter en spiseforstyrrelse, og også af den grund tænker jeg, at det måske også kunne være rart for dig at snakke med din læge om det her. Du kunne fx sige til din læge, at du gerne vil tabe dig, men at du har så svært ved at stoppe med at smugspise. Din læge har med garanti talt med andre, der har haft det på samme måde som dig, så du skal ikke være bekymret for, hvordan han/hun reagerer. Var det måske en idé at prøve det? Det kan også være, at det vil være en støtte at få rådgivning fra  http://lmsos.dk/ - her kan din mor også læse om, hvad der er hjælpsomt som forælder.  

Endnu en gang tak for dit flotte brev, og tak for at du delte dine tanker.

 

Knus fra BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat