Min fysiske/psykiske rutsjebanetur

Hej Børnetelefonen
Jeg er en pige på 14 år, der har været igennem lidt af en psykisk og fysisk rutsjebane, når det kommer til vægt og selvværd. Jeg har altid været meget, meget usikker på mig selv og min krop, helt fra da jeg var 10 år.

Min mor ville også komme med kommenaterer til min krop, og jeg blev meget selvbevidst, og så meget på hvad jeg spiste. Jeg kan tydeligt huske, da min mor fortalte mig om kalorier, og jeg blev meget optaget af, hvor mange kalorier jeg spiste. Samtidig så jeg et interview med en der havde haft anoreksi i Aftenshowet. Min mor advarede mig mod dette, men jeg tænkte egentlig ikke rigtig over det.

Men da jeg var 11 år ville jeg tjekke ingredienslisten på yoghurten til morgenmad, kun spise halvdelen af mit rugbrød i skolen, ikke tage et knækbrød i ‘klubben’, og kun tage en portion aftensmad, selvom jeg måske var sulten. Det var egentlig ikke noget jeg gjorde sådan bevidst – det var ikke sådan så jeg tænkte, jeg spiser kun et halvt stykke rugbrød, fordi så taber jeg mig. Det handlede egentlig ikke så meget om at tabe mig, men samtidig gjorde det. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare det. Jeg havde ikke lyst til at spise mere. Jeg skammede mig nærmest når jeg spiste, og skammede mig endnu mere EFTER jeg havde spist.

Men jeg tabte mig. Min mor roste og komplimenterede mig, og jeg var lykkelig og ville have mere. Så jeg blev ekstrem – så ekstrem at jeg fik en diagnose for anoreksi da jeg var 12. Jeg ville drikke en kop te (uden noget) til morgenmad. Smide min madpakke ud. Spise ingenting når jeg kom hjem fra skole. Kun spise en portion aftensmad – og så ville jeg træne (cardio) i 30 min mindst. Jeg blev så stolt, som vægten faldt, og jeg troede ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Men så fik jeg min diagnose, og jeg ville tabe den kontrol, jeg havde opbygget omkring mig selv. Jeg havde lært mig selv at elske sult og hade en fuld mave, så jeg hadede virkelig mig selv, følte mig virkelig ulækker de første uger, da jeg skulle spise igen.

Jeg blev dømt ‘rask’ da jeg var 13 (og havde taget 20 kg på), men på det tidspunkt var jeg også blevet meget glad for mad. Jeg ville smugspise når min mor ikke var hjemme – jeg ville droppe venindeaftaler, så jeg kunne komme hjem og æde. Så begyndte min mor igen at komme med dårlige kommentarer om min krop –

nu er jeg 14, og vil virkelig gerne tabe mig. Jeg ved godt, at det er forkert, men jeg vil gerne tilbage til sulten og kontrollen og den lave vægt. Jeg føler mig virkelig ækel i min egen krop, jeg er også overvægtig i forhold til mine veninder, og jeg ER overvægtig. Jeg er begyndt at træne 60 min hver dag, men kan ikke stoppe med at smugspise. Det er forfærdeligt, men jeg tror jeg er afhængig eller noget, og føler ikke jeg kan betro min mor noget – vi er virkelig ikke tætte.

Min vægt betyder som sagt rigtig meget i min hverdag, fx. skal min klasse på skitur til vinter, og jeg er mega bange for der, hvor vi skal vælge vores ski, og fortælle vores vægt, så dem der står for skiene kan justere dem osv.

Jeg har besluttet mig for at tabe mig – men vil prøve at gøre det, på den ‘sunde’ måde, men kan ikke. Jeg vil samtidig så gerne tilbage til lette følelse af sult, og jeg ved godt det er forkert, men skal tabe mig og kan ikke finde ud af det og er bare mega forvirret og kan ikke være i min ækle krop lige nu.

Mit brev blev ret langt og sikkert rodet, det må I undskylde …. Jeg har som sådan heller ikke noget sprøgsmål, trænger bare til at nogen hører på mig.

Hilsen den 14 årige pige