Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Livet er uoverskueligt

Hej brevkasse

Jeg er en pige på 16 år.

Jeg går på efterskole og det helt klart det bedste valg nogensinde. Jeg elsker at være der, men en ting jeg ikke forstår er at jeg har været ked af det de sidste par måneder. Jeg har grædt i smug næsten hver dag de sidste par uger.

På skolen er der to pige grupper som jeg ligesom står i midten af. Det vil sige jeg fungerer rigtig godt i begge grupper, men fordi jeg ikke hører til i kun en af dem, spørger de aldrig mig, hvis de for eksempel skal ud og spise. Jeg skal selv spørger dem også siger de somregl ja. Men jeg får bare følgelsen af ikke at være ønsket.

Jeg får tit af vide jeg er meget vellidt på skolen, men jeg kan ikke selv se det. Jeg har ligesom ikke den der ene tætte veninde, som bare er en selvfølge at vi altid sidder sammen. Jeg følger mig tit ensom og rastløs. Nogen gange ved jeg bare ikke hvilken gruppe jeg skal opsøge, fordi jeg ikke følger mig velkommen i nogen af dem, selvom de siger jeg er meget velkommen.

En anden stor ting der går mig på er min krop. Jeg har altid været rimelig kræftig, men for omkring fem år siden tabt jeg mig så jeg blev normalvægttig. Men de sidste år har jeg taget rigtig meget på igen og jeg må nok indse at jeg er blevet overvægtig igen.

Jeg virkelig haft mange problemer med min vægt. Jeg kunne ikke se jeg var normalvægttig dengang. Så selvom jeg var slank kunne ville jeg gerne tabe mig mere, men det blev så hårdt i længden at hele tiden skulle fokuserer på hvordan jeg skulle spise, istedet for bare at kunne spise ligesom de andre.Det blev for meget for mig at jeg ikke kunne aksepterer mig selv, så lige siden jeg startede på efterskole er jeg bare blevet ved med at tage på.

Mine forældre har siger næsten hver weekend når jeg kommer hjem at jeg har taget på, og de synes det ville være en god ide, hvis jeg tabte mig lidt. Jeg ved jo godt hvad jeg skal spise og hvordan jeg skal spise men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen selvom jeg gerne ville. Det er en idrætsefterskole, så det ikke fordi jeg ikke dyrker noget motion.

Selvom jeg bare siger til mig selv nu spiser jeg normalt, uden at tænke over hvad jeg spiser, og kun spiser når jeg er sulten, gør det bare jeg fokuserer endnu mere på mad og slik, og det gør så at jeg spiser mere mad og slik.  Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe mig slev med at akseptere min krop?

Mine forældre har været skilt siden jeg var to. Selvom jeg ikke kan huske selve skilsmissen, har det stadig gået mig på. Jeg har ligesom følt et tomrum som skulle fyldes ud af kærlighed af oplevelser med både min mor og far, med det har jeg jo af gode grunde ikke fået udfyldt da de jo er skilt.

Min mor er begge blevet gift igen. Min mor har fået et barn mere med sin nye mand, og min fars kone havde en lille pige på 9 måneder da de fandt sammen. Hun mistede sin far i en ulykke, inden hun blev født. Så både min mor og far stiftede nye familier da jeg var omkring 7-8 år. Lige siden der har jeg følt mig i midten uden rigtig af føle mig hjemme i nogen af familierne. Jeg har ingen rigtige søskende, så der er ingen, jeg har kunne tale med det om, som ville forstå det ligesom mig.

Men det jeg egentlig ville frem med var, om det der sker nu har noget at gøre med, hvorfor jeg har det som jeg har det? Eller om det har noget at gøre med min fortid? Så har jeg tænkt lidt over om jeg måske skulle søge psykolog?

Men alligevel så er mine problemer vel ikke voldsomme nok til at en psykolog skal ind over? Hvis jeg skulle søge psykolog, hvem skulle det være? Og hvordan skulle jeg gøre det? Hvordan skal jeg så sige det til min mor?

Hvis det nu koster penge, så tror jeg ikke vi har råd til det.

Håber i kan svarer på nogen af mine spørgsmål?

Hilsen den 16 årige pige

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 16 år.

Mange tak for dit velskrevne brev til brevkassen, hvor er det bare godt at du har skrevet herind. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig med hvad du skal gøre.

Du skriver at du går på idrætsefterskole og at du elsker at være der og at du ofte får at vide, at du er meget vellidt på skolen, men at du ikke helt føler du har fundet din plads socialt. 

Du beskriver simpelthen så flot hvordan du går og har det og det er tydeligt at du er en pige der reflekterer meget. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der måske er en sammenhæng mellem den måde du har skullet tilpasse dig og klare dig efter dine forældres skilsmisse og de følelser du nu har med dine venner. Du skriver at du har følt dig "lidt i midten" i forhold til dine forældre og det minder lidt om det du beskriver omkring pigegrupperne. Måske er din tilpasningsevne blevet så god, at du nogen gange glemmer lidt at mærke hvad du selv har lyst til?

Jeg synes det er så vigtigt, at du får lært at stole på dine egne beslutninger og tro på dit eget værd, for jeg er helt sikker på, at når du får at vide at du er velkommen og at du er vellidt, så er det fordi det passer - men det er vigtigt at du også får følelsen at være det. Jeg synes du skal tage en snak med din kontaktlærer eller ganglærer eller den voksen på efterskolen du synes bedst om og bede om at han/hun kan afsætte en times tid til en snak under fire øjne. Du kan fortælle de ting du har skrevet i brevet til os og måske også høre om hvad der er for muligheder for psykolog - måske har skolen et samarbejde med en?

Det kan være en god ide at få nogle samtaler med en psykolog - som vil kunne lytte og støtte dig i forhold til de tanker og følelser du går med. Som skrevet kan det være din efterskole har et samarbejde med en psykolog, og ellers er det muligt via din egen læge at blive henvist. Jeg synes du skal være ærlig overfor din mor og fortælle om de ting, du så åbent og ærligt har fortalt mig, så hun kan støtte dig. Hvis det er lidt svært at få startet samtalen, så vil jeg foreslå du viser hende dit brev til os og også gerne mit svar, det kan være en god måde at få startet snakken på.

Det lyder til, du er rigtig glad for at gå på efterskolen, det er dejligt at læse. Men det er ikke meningen at du skal gå med følelsen af kedafdethed alene. Det lyder som om du er i tvivl hvor kedafdetheden kommer fra, men samtidig beskriver du så fint, at følelsen af ensomhed melder sig, ligesom du er ked af du har taget på i vægt. Som jeg tidligere skrev, vil jeg anbefale du får en snak med den lærer du har det bedst med på skolen, de er der også får at lytte og støtte, når noget fylder. Ligesom jeg også vil anbefale, du øver dig i at tro på at pigerne i de to grupper godt gider dig. Måske du har modet til at tale med en eller flere af dem, om de tanker og følelser du går med. Jeg er ret sikker på at de også vil kunne nikke genkendende til, at man kan være usikker og føle sig ensom ind i mellem. I er i en alder, hvor I er igang med at udvikles til voksne kvinder, en tid, hvor man let kan blive usikker på hvem man selv er og hvor man bruger tid på at sammenligne sig og har brug for at høre til. Selvom det kan virke som om de andre piger er selvsikre, så er jeg overbevidst om, de vil kunne nikke genkendende til nogle af de ting du beskriver. Måske du kan udvælge en enkelt eller et par piger, som du taler lidt mere privat med. Det kan også være en måde til at knytte lidt tættere venskaber, når man tør være åben og ærlig, hvad tænker du om det?

I forhold til dine tanker om vægt, kan det være svært at skulle tackle alene. Jeg kan forstå din familie stikker lidt til dig, når du er hjemme. Jeg synes, du skal fortælle at det gør dig ked af det, så de får en forståelse for, at ændre adfærd. Hvis du vælger at tage en snak med din læge omkring henvisning til psykolog, kan du også nævne det med dine tanker om vægt. Lægen vil også her kunne støtte dig. Det handler ikke altid kun om at være vidende om, hvordan man skal spise for at leve sundt, det kan også handle om noget psykologisk, altså at hvis noget fylder, som du beskriver, så kan det være svært samtidig at have overskud til at ændre kostvaner og adfærd. Alting hænger sammen, og jeg tænker, at hvis du får hjælp til at få bearbejdet din kedafdethed, så vil du finde overskud til at fokusere på et sundere liv.

Det er imponerende så god du er til at tænke din fortid sammen med hvordan du har det nu, for det kan sagtens hænge sammen. Det er vigtigt du lytter til dig selv og tager dine følelser alvorligt. Du er en fantastisk pige, som lige nu har brug for nogle voksne, der kan lytte og støtte dig. Derfor håber jeg du vil finde mod til at tage denne vigtige snak med dine forældre. I forhold til venskaber, så synes jeg du er ret sej i ikke at vælge gruppe, men er åben og er sammen med pigerne fra begge grupper. Prøv at mærke efter om der er en bestemt pige, som du godt kunne tænke dig at komme lidt tættere på, du har helt ret, det kan være rart at have en eller et par stykker, der er lidt tættere. Du kan evt. foreslå, I mødes og laver lektier sammen, eller måske bare ses til en kop te en eftermiddag, hvor I kan tale sammen. Det kan også være en mulighed at invitere en af dem med hjem en weekend, det kan være en god måde at lære hinanden lidt bedre at kende på, hvad tænker du om det?

Du er en fantastisk pige, moden og tænker over livet. Styrker som du skal være stolt af. Håber du vil bruge disse styrker til at række ud efter hjælp i dit netværk, så du ikke skal gå alene med det. Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive til os, så flot.

Husk du er altid velkommen til at ringe, chatte eller sms´e til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at tale lidt videre med en af vores søde rådgivere.

Ønsker dig alt det bedste

Kærlig hilsen BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat