Livet er uoverskueligt
Hej brevkasse
Jeg er en pige på 16 år.
Jeg går på efterskole og det helt klart det bedste valg nogensinde. Jeg elsker at være der, men en ting jeg ikke forstår er at jeg har været ked af det de sidste par måneder. Jeg har grædt i smug næsten hver dag de sidste par uger.
På skolen er der to pige grupper som jeg ligesom står i midten af. Det vil sige jeg fungerer rigtig godt i begge grupper, men fordi jeg ikke hører til i kun en af dem, spørger de aldrig mig, hvis de for eksempel skal ud og spise. Jeg skal selv spørger dem også siger de somregl ja. Men jeg får bare følgelsen af ikke at være ønsket.
Jeg får tit af vide jeg er meget vellidt på skolen, men jeg kan ikke selv se det. Jeg har ligesom ikke den der ene tætte veninde, som bare er en selvfølge at vi altid sidder sammen. Jeg følger mig tit ensom og rastløs. Nogen gange ved jeg bare ikke hvilken gruppe jeg skal opsøge, fordi jeg ikke følger mig velkommen i nogen af dem, selvom de siger jeg er meget velkommen.
En anden stor ting der går mig på er min krop. Jeg har altid været rimelig kræftig, men for omkring fem år siden tabt jeg mig så jeg blev normalvægttig. Men de sidste år har jeg taget rigtig meget på igen og jeg må nok indse at jeg er blevet overvægtig igen.
Jeg virkelig haft mange problemer med min vægt. Jeg kunne ikke se jeg var normalvægttig dengang. Så selvom jeg var slank kunne ville jeg gerne tabe mig mere, men det blev så hårdt i længden at hele tiden skulle fokuserer på hvordan jeg skulle spise, istedet for bare at kunne spise ligesom de andre.Det blev for meget for mig at jeg ikke kunne aksepterer mig selv, så lige siden jeg startede på efterskole er jeg bare blevet ved med at tage på.
Mine forældre har siger næsten hver weekend når jeg kommer hjem at jeg har taget på, og de synes det ville være en god ide, hvis jeg tabte mig lidt. Jeg ved jo godt hvad jeg skal spise og hvordan jeg skal spise men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen selvom jeg gerne ville. Det er en idrætsefterskole, så det ikke fordi jeg ikke dyrker noget motion.
Selvom jeg bare siger til mig selv nu spiser jeg normalt, uden at tænke over hvad jeg spiser, og kun spiser når jeg er sulten, gør det bare jeg fokuserer endnu mere på mad og slik, og det gør så at jeg spiser mere mad og slik. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe mig slev med at akseptere min krop?
Mine forældre har været skilt siden jeg var to. Selvom jeg ikke kan huske selve skilsmissen, har det stadig gået mig på. Jeg har ligesom følt et tomrum som skulle fyldes ud af kærlighed af oplevelser med både min mor og far, med det har jeg jo af gode grunde ikke fået udfyldt da de jo er skilt.
Min mor er begge blevet gift igen. Min mor har fået et barn mere med sin nye mand, og min fars kone havde en lille pige på 9 måneder da de fandt sammen. Hun mistede sin far i en ulykke, inden hun blev født. Så både min mor og far stiftede nye familier da jeg var omkring 7-8 år. Lige siden der har jeg følt mig i midten uden rigtig af føle mig hjemme i nogen af familierne. Jeg har ingen rigtige søskende, så der er ingen, jeg har kunne tale med det om, som ville forstå det ligesom mig.
Men det jeg egentlig ville frem med var, om det der sker nu har noget at gøre med, hvorfor jeg har det som jeg har det? Eller om det har noget at gøre med min fortid? Så har jeg tænkt lidt over om jeg måske skulle søge psykolog?
Men alligevel så er mine problemer vel ikke voldsomme nok til at en psykolog skal ind over? Hvis jeg skulle søge psykolog, hvem skulle det være? Og hvordan skulle jeg gøre det? Hvordan skal jeg så sige det til min mor?
Hvis det nu koster penge, så tror jeg ikke vi har råd til det.
Håber i kan svarer på nogen af mine spørgsmål?
Hilsen den 16 årige pige
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
