“Livet er for kort til at bekymre sig”

Hej Jeg er en pige på 16 år, som har noget jeg gerne vil ud med. Jeg har et problem, og jeg har i langt tid prøvet at få det til at gå væk.

Jeg tænker simpelthen så meget oppe i mit hovede, så jeg har svært ved at finde mig selv.. i min folkeskoletid kunne jeg være mig selv. jeg var den positive, sjove og glade pige, som var ligeglad med hvad andre tænkte om en, og bare kunne være sig selv og have det sjovt.

Jeg er lige startet på gymnasiet, og forinden, havde jeg rigtig mange forventninger og tanker omkring det at starte på gymnasiet, starte i en ny klasse, nye venner osv. Jeg forventede alt ville blive godt, og havde nærmest planlagt min fremtid. Da jeg så startede på gymnasiet mislykkedes min “plan”, og alt gik ikke som forventet, og jeg blev skuffet og endnu mere nedtrykt.

Jeg føler ikke jeg kan være mig selv. sometider jo, men andre gange nej. Og det er oftest at jeg føler mig utryg, når jeg er alene med en person jeg ikke kender så godt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en tendens til at være nervøs og ikke føle mig god nok, når jeg er alene med en person. jeg føler nærmest jeg skal bevise at jeg er god nok over for personen.

Jeg føler bare at jeg er ne helt modsat person end den jeg var da jeg gik i folkeskolen. Jeg er stadigvæk positiv og smilende og får det altid bekræftet, nemlig at jeg altid er så smilende.. For hvorfor gå med hovedet nedaf, det hjælper vel ikke? men selvom jeg er smilende og alt det udenpå, så er jeg ikke det indeni. Jeg er ikke glad. Jeg føler mig ensom, og føler ikke jeg kan elske andre eller at andre heller ikke kan elske mig.

Jeg føler ikke at jeg kan have tætte venskaber, fordi jeg tænker for meget, og har rigtig svært ved at slappe af og være mig selv i selskab med én person.. Hvis jeg sidder med 2 piger og vi snakker, og hende den ene skal fx på toiletet. imens hun er på toiletet så kan jeg sagtens finde på at tænke “kom nu hurtigt tilbage fra toilettet!”. Fordi jeg har det ukomfortabelt ved at være alene med en person, medmindre det er en person jeg kender meget godt.

Jeg er hele tiden så anspændt, og jeg ville ænske jeg bare kunne være mig selv, og finde mit rigtige jeg frem. Jeg føler pigerne i min klasse ikke kender mig, fordi de tror jeg er en stille og genert pige, for det er dét jeg føler at jeg viser mig som. men jeg ved godt i virkeligheden at jeg er en snaksalig, sjov og skør person, der kan snakke med alle. Men nu er det bare blevet komplet modsat.

Jeg erkender jeg har et problem, og jeg vil gøre noget ved det nu! jeg har læst bøger omkring selvværd osv, og det har hjulpet lidt. men det er stadigvæk ikke nok. Jeg er 16 år, og jeg vil ikke forspilde min ungdom med at tænke og gå og bekymre mig for meget. Jeg vil bare leve min ungdom, før det er for sent..

Det var en ordentlig tekst jeg fik skrevet, men jeg håber virkelig i vil hjælpe mig, eller give mig nogle gode råd. jeg er villig til at gøre alt for at gøre op med mit indelukkede jeg, og være den jeg er! jeg ønsker at være glad. Håber på svar :)..

Hilsen Den Håbefulde