Kære S.
Det som springer mig i øjnene i dit brev er, at du skriver, at din lave selvtillid taler til dig. Det er en rigtig fin måde du får forklaret hvordan du oplever det. Som om der foregår en kamp mellem den lave selvtillid og dig - og du vil faktisk så gerne være aktiv i timerne – er det rigtigt opfattet?
Du føler, at alle andre er bedre, og så bliver du utrolig ked af det – og det kan jeg godt forstå. Du kunne nemt have valgt at give op og lade den lave selvtillid bestemme at du skulle stoppe i gymnasiet – men det har du ikke gjort! Jeg tænker på hvor du får kræfterne fra til at blive? Du må altså have ressourcer og egenskaber, som du måske ikke selv er klar over. Kan der være noget om det?
Der er noget du skal vide: Du er ikke alene med din frygt for at række fingeren i vejret i gymnasiet. Vi får breve fra så mange der har det fuldstændig som dig. Hvordan ville det føles for dig, at minde dig selv om det, næste gang du sidder i skolen? Måske virker de andre som om de har høj selvtillid. Det kan være skuespil - måske er de også bange ind imellem?
Kunne du prøve at fortælle dine lærere, hvordan du sidder og har det i deres timer, og få en aftale med dem om, at de lige kigger opmuntrende på dig engang imellem og beder dig om at svare? Det kan hjælpe dig til at komme i gang med en ny ”rutine”. Dine lærere ved ikke hvorfor du er tavs, og de vil nok gerne hjælpe dig i gang med at blive mere deltagende, tror du ikke?
Kunne du også overveje, at give den lave selvtillid taleforbud engang imellem? Lige bede den om at klappe i, imens du rækker hånden op, og bare svarer så godt du kan. Du er måske ikke perfekt, men jeg er 100 % sikker på, at du gør det godt nok. Ingen af os er perfekte, og det skal vi heller ikke være, men vi kan prøve at gøre det så godt vi kan.
Omkring selvværdet handler det om at hjælpe tankerne lidt på vej, at få vendt de negative tanker til også at finde plads til de positive. En øvelse kan være hver dag når du kommer hjem, at tænke over, hvad gik godt i dag. Måske fik du et smil af en fra klassen, måske fik du rakt hånden op en gang, måske du har hjulpet en eller sagt noget pænt til en. Det kan også være godt at se på sig selv og finde egne styrker. Jeg kan i hvert fald fornemme, du er en stærk pige, der rækker ud efter hjælp, det er bare en styrke. Vi skal huske at klappe os selv lidt på skulderen, det har vi alle brug for.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
